Sentimental metervareblues af værste skuffe
Peter Deleuran har med Love Lost City udsendt sin anden plade under navnet Deleuran og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg aldrig bliver fan af manden eller hans udspil.
Love Lost City er en klichefyldt og inderligt ligegyldig omgang jazz/funk/pop med lidt letkøbte blues-stemninger strøget ud over det hele. Deleuran har skrevet teksterne i samarbejde med skuespilleren Anders Hove, som måske bedst er kendt fra Helle Ryslinges Flamberede Hjerter, men som også spiller biroller i adskillige danske film. Ser man på den ufrivilligt komiske lyrik, skulle man måske opfordre Hove til at blive i skuespilfaget.
På ”City Voice” lyder det:
Some sweet love is calling,
From the deep blue sea,
Some sweet love,
Why don´t you call,
Some sweet love is calling,
Wonder when for me,
She won´t talk to me at all
Og i ”Evil” synges:
I’m the Evil, I’m the Evil in your eye,
My nickname is temptation, I’m born Sir Lie,
I’m the Evil, I’m the Evil in your eye,
My nickname is temptation,
You gotta look out baby, you gotta look out baby,
You gotta look out baby, ´cos I´m on the 9/11 train
Det kan godt være Deleurans og Hoves mål er; At lave storby-sange om mennesker med ondt i storby-livet, som mangler varme og kærlighed i kærlighedsforladte storbyer, men det kan gøres på mange måder – her ender det i klicheer og lommefilosofiske selvfølgeligheder.
På pladens ti numre er der fire alene med ordet “Love” placeret i sangtitlen, mens resten af pladen indeholder otte numre hvor ordet indgår i teksterne og det bliver simpelthen kærlighedsoverload.
“City Voice” smider lidt trompet ind i lydbilledet og det skaber en lounge stemning, som man møder i Ikea, eller en elevator i en af de vilkårlige storbyer, Deleurans eksistenser befinder sig i.
”Love Lost Citykiss” er så mainstream og flødeindsmurt i sin reggae dubpop, at den ikke kan gøre en kat fortræd, om man så iførte den høretelefoner med fuld volumen på hovedet.
På ”Crash On Love” møder man gymnasie bluesrock, med de allestedsnærværende bluesfraser, såsom “bottle Of blues”, der rimer på “nothing to loose” og det føles som at blive pladseret på Drop Inn på en dårlig aften, eller til standerhejsning i pladderballehallen.
Sådan fortsætter det Love Lost City igennem, og man bliver skiftevis irriteret, betuttet og i bedste fald apatisk over, hvor fuldstændigt uinteressant og one in a billion udspillet er.
Hvis der er lagt hjerteblod og kærlighed (love) i projektet, undskylder jeg den hårde medfart, men jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Love Lost City.
Det skulle da lige være, at musikerne spiller fint og uden fejl og Peter Deleuran har en okay metervare stemme, som rammer tonerne rent.
