Kick-ass rock´n´roll fra danske gunslingers
Danske Karma Cowboys har med Shake It!, lavet en plade som er så potent og befriende skamløst svedig, at man hopper rundt og spiller luftspade, mens man skråler med på de iørefaldende og skarpladte melodier.
Inspirationerne, eller skal man sige idolerne, er mange indenfor bluesmetal og rock´n´roll genren, men tydeligst fremstår AC/DC, Whitesnake og Led Zeppelin og havde man ikke coverets ord for, at der her er tale om et dansk debutband, ville jeg have skrevet under på, med mit hus som indsats, at det var et nyt udspil fra en af de ovennævnte. Måske bortset fra, at jeg ville have studset over, hvor fuldstændigt fantastisk de gamle drenge var kommet på banen igen med et brag af et comeback. Ikke siden AC/DC´s klassikere fra sen 70´erne og start 80`erne eller Whitesnakes Slide It In og 1987, har idolerne udsendt noget med så meget power, så meget saft, kraft og nosser som Shake It!, så det er særdeles velkomment, at fire danske drengerøve, leverer det i stedet.
Medlemmerne af Karma Cowboys er bestemt ingen vårharer, da bl.a. guitarist Morten Lundsgaard tidligere udgjorde en femtedel af Baal og Jakob Rønlov tæskede tønder i Garbo. Ingen af de to ovenstående bands lyd går igen på Shake It!, men der spilles så garvet og helt igennem tight, at man bilder sig ind, at drengene har fået rock´n´roll ind med modermælken og ikke har beskæftiget sig med andet siden da. I hvert fald er deres samspil så elektrisk og sikkert solidt svingende, at der ikke bare er tale om rockfornemmelse skudt ind i kroppen fra ekstroverte kilder, men et tilfælde af distinkt rockfeeling i nærmest intravenøs forstand – gutterne synes simpelthen født til dette.
Nu kan man jo fristes til at anskue og dermed afstandslægge Karma Cowboys udspil, som ren tyveri, på samme måde som The Cult i senfirserne fik skudt i skoene, at de plankede bl.a. AC/DC på Electric, eller nutidens Wolfmother der deler vandene med deres forelskelse i 70´ernes tungrock. Jeg er i og for sig ligeglad, når det leveres så frisk, melodiøst, hamrende tight og overvældende charmerende som på Shake It!.
”Bad Tv” er som snydt ud af næsen på Angus Young & Co., men så godt eksekveret, at man skal mindst 28 år tilbage i tiden, for at finde noget fra aussierne af samme kvalitet. Instrumenteringen er i top, vokalen synges med masser af power og overskud og produktionen, som cowboyderne i øvrigt selv står for, er lige i skabet. Thomas Klovn Carlsen lyder – ja så kommer det igen – som en blanding af Brian Johnson, David Coverdale og Robert Plant og yder kompetent modstand til bandets sejtrækkende og tunge lyd. Han er øretæveindbydende sikker på egen formåen, men har bestemt noget at have det i, så det er helt på sin plads med selvanerkendelse. Carlsen er sit es på ”Shine On Tomorrow”, hvor han ubesværet veksler mellem hæs og kradsbørstig mellemleje vokal, for så at gå højt op under loftet som Chris Cornell gjorde i Soundgardens velmagtsdage. Apropos Soundgarden kunne titelnummeret ”Shake It” ligge lunt på Badmotorfinger.
På ”Slammed Shut” og ”Crazy Woman” bekender Karma Cowboys sig fuldtud til bluesrocken med olieindsmurt og møgbeskidt mundharmonika, som kiler sig ind imellem de fuldfede riffs og det drive, numrene sejler gyngende rundt i. ”Shooting Star” lægger roligt ud og man aner pladens første ballade, men det er en stakket frist, for drengene formår ikke at holde testosteronet ind til kroppen og ender ud i det tungeste og måske bedste nummer Shake It! har at byde på. ”Shooting Star” er det bedste danske bud på et blåtonet stonerrock nummer, jeg til dato har hørt.
Der er ikke et overflødigt nummer på Shake It!. Faktisk er alle numre, måske lige med undtagelse af ”Chant No. 1”, med direkte adresse til den musikalske superliga. En helt igennem fed fuldblodsdebut, spændt til bristepunktet med melodisk tæft, effektive hooks og supereffektiv riff-orienteret rock, som hvor far lavede den.
Karma Cowboys har med Shake It! leveret et dansk rockalbum af international kaliber.
Karma Cowboys varmer op for Mustasch i pumpehuset 10. dec. og selvom jeg elsker Mustasch, er jeg pludselig kommet i tvivl om, hvem jeg egentlig glæder mig mest til at høre.
