Syreregn fra fortiden…
… står der indledningsvist i det fremsendte pressebrev om denne nye albumdebuterende danske trio, som uden blusel bekender en dybfølt og rodfæstet kærlighed til rocken – som den blev spillet af ligesindede i sluttresserne og starten af 70ernes syrede årti. Der bliver trukket kraftige veksler på den bluesorienterede syrerock, som koryfæer som især Cream, Led Zeppelin og den danske gruppe Young Flowers har excelleret i gennem årene.
Lyden på OCD er holdt knivskarp i produktionen, og man fornemmer tydeligt de enkelte instrumenter og distinktionen mellem den improviserende bluesede syreguitar, som Jakob Møller holder i et kompetent greb, og den tungt arbejdende rytme og sang. Thor Boding på bas og vokal samt Kim Bat på læder sørger for en original lyd med maser af klassiske bluesrundgange og galoperende tam tam’er. Når hele projektet alligevel bliver noget ensformigt i længden, er det netop på grund af den helhjertede bekendelse til tressersyrerockens begrænsede univers. Og så hjælper det ikke, at man momentvist forsøger sig med et dansksproget univers, som dybest set bare får det til at lyde lidt som Steppeulvene med en moderne lyd.
Jeg er sikker på, at Syreregn vil fungere fint til mindre koncerter i tilrøgede baglokaler, hvor der sidder en flok jordhuggahippier og sumper, men der er simpelthen for lidt nyt under solen, til at min interesse er fanget albummet ud.
Og hvorfor albummet skal betitles med noget så tåbeligt som en alvorlig sygdom – OCD, Obsessive Compulsive Disorder – fatter jeg ikke. Det er nærmest respektløst over for de mennesker, der lider af denne invaliderende lidelse.
