Det norske band Ulver har i meget lang tid været et sjældent syn på spillestederne rundt omkring i verden. Indtil maj sidste år havde bandet faktisk ikke spillet en koncert i hele 15 år, og derfor var det lidt af en sensation, da en optræden til Litteraturfestivalen i Lillehammer i Norge blev offentliggjort. Efterfølgende har bandet spillet en række eksklusive koncerter i bl.a. London, Athen og Oslo, men indtil videre har det altså kun været en fornøjelse for de få.
I februar drager Ulver dog ud på en længere Europa-tour, som heldigvis også bringer dem forbi Danmark, hvor de spiller i henholdsvis Pumpehuset i København d. 5. februar og Voxhall i Århus d. 6. februar.
Ulver har gennem karrieren foretaget så mange genreskift, at det er svært at spå om, hvad koncerterne vil byde på, men mon ikke de to seneste udgivelser Blood Inside og Shadows Of The Sun vil fylde godt i setlisten.
Ulver har en cover-plade med 60′er-numre af bands som f.eks. The 13th Floor Elevators, Byrds, Jefferson Airplane, Electric Prunes på vej, og lige nu kan man lytte til Electric Prunes-nummeret “I Had Too Much To Dream Last Night” på Ulvers MySpace-side.
Billetter til Pumpehuset-koncerten kan købes på Billetlugen.dk, mens billetter til Voxhall købes via spillestedets egen hjemmeside.