Unikke svenskere laver exceptionel og nyskabende electro-opera
Tomorrow, In A Year er en sær størrelse. I hvert fald er den enestående på den nuværende musikscene. Derfor skylder man projektet en del ord med på vejen – så er du advaret! Et projekt i lige så høj grad som en reel musikalsk nyudgivelse og hvis man som jeg, er overordentlig glad for The Knife, bør man tænke sig om en ekstra gang, inden man vælger at investere i dobbelt cd’en. Fordybelsestid er i al fald påkrævet.
The Knife har i samarbejde med Mt. Sims og Planningtorock, skrevet musikken til den danske perfomance gruppe Hotel Pro Formas opera Tomorrow, In A Year, som er baseret på Charles Darwin og hans banebrydende evolutionsbog On The Origin Of The Species. Musikerne er gået til opgaven med iver og engagement. Olof Dreijer har bl.a. været i Amazonas’ jungle for at finde inspiration og optage naturlyde. Det unikke musikalske projekt tager udgangspunkt i Richard Dawkin’s gentræer, som sammen med ovennævnte junglereallyde og traditionelle kunstige electroniske inputs, danner rammen for kompositionerne. For at presse projektet max har Hotel Pro Forma bedt de respektive kunstnere; koreografer, kostumier, teaterdesigner og musikere, arbejde hver for sig, for så at mødes kort før første opførsel. Det skulle angiveligt skabe en større intensitet og et skarpt fokus på projektet og et komprimeret samarbejde med de fælles ubekendte. Premieren ramte København i september 09 og fortsætter i Athen, Stockholm og Münster med flere indtil videre unavngivne byer i år.
Jeg har ikke set forestillingen, men skal jo også vurdere albummet udelukkende for dens musiske relevans. Om den kan stå alene uden den fysiske kontekst. Til det må jeg sige; både og. Nogle kompositioner er enestående og danner bestemt grundlag og basis for udgivelse, mens andre nødvendigvis må lyttes i sammenhæng med forestillingen for rigtigt at give mening. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, da de fleste filmsoundtracks har samme begrænsninger at kæmpe med.
Opera ligger uden for min vidensfære og jeg ved praktisk talt intet om genren, ej heller føler jeg mig tiltrukket, når jeg møder den, tværtimod føler jeg det indimellem decideret pinefuldt og overdrevet følelsesladet at lytte til. Så det var med gispende nervøsitet og forsvarsparaderne oppe i det røde felt, jeg gik til Tomorrow, In A Year, men jeg må blankt erkende, at jeg blev positivt overrasket.
Det er en ordentlig mundfuld på mere end 90 min. Lige fra introens visualiserende, dryppende og knitrende insektlyde, som invaderes af torden i det fjerne, stiller det krav til en intens og opmærksom lytten, der ellers vil irritere mere end fascinere. ”Epochs” kunne være Sunn O))), med sine rugende mørke lydfladedroner. En slags mareridtsscenarium i en mørk regnskov. De stemninger mødes af en overjordisk smuk kvindevokal sunget af Kristina Wahlin, som godt nok synges i operamode, men som i den musisk spændende sammenhæng, pludselig giver mening for undertegnede. En transcenderende og møguhyggelig komposition som er en David Lynch værdig.
”Geology” er tilsvarende scenerisk ildevarslende, men er i sekvenser tættere på traditionel opera end godt er. Her går vokalen helt op i de højeste luftlag og jeg finder det noget anstrengende i længden. ”Minerals” lider i mine øjne af samme problem, men her er til gengæld ikke samme spændende musikalske forlæg at læne sig op ad. På ”Ebb Tide Explorer” benyttes for første gang ‘almindelig’ vokal sunget af Jonathan Johansson, som ingen reminiscenser af opera har, men nummeret er, på trods af sin fine fornemmelse for tidevandsvisualiseringer, ikke helt interessant nok.
”Variation Of Birds” starter med en sindsoprivende noisetone, som udsættes for div. modulationer og skævvridninger og kunne være Merzbow i sit onde hjørne. Den gives der ikke slip på i de seks minutter nummeret afvikles, men der indskydes smukke kor, som var Beth Gibbons indkaldt til opgaven sammen med Rustin’ Man, og nummeret kan vække mindelser om Portisheads ”Machine Gun” i sin insisterende og kompromisløse tilgang. Det nummer gror på dig og lever videre på besynderligste vis, efter du har forladt det. Hvorfor titlen skulle give mening, flyver dog hen over hovedet på mig, som fugle på træk. ”Schoal Swarm Orchestra” afslutter første cd og betyder noget i retning af stime sværm orkester og sådan lyder det også til at begynde med, men udvikler sig til et helt naturgalleri med regn, storm og susen for ørerne.
”Annie’s Box” starter anden cd med en sindsoprivende smuk og stemningsfuld fortælling om Darwins tab af sin tiårige datter og efterfølgende svære følelsesvildrede, igen sunget på forbilledlig vis af Wahlin. ”Tumult” æder sig ind på dig som Labradfords bedste øjeblikke, med mørke truende vokalløse sansestemninger og danner bro til ”Coluring Of Pigeons” som med sine mere end 11 min. spilletid, er albummets måske bedste og mest rocktraditionelle nummer, med ørefængende omkvæd og rytmik. Groovy stammetrommer, marimba, violin og bas og en Wahlin som sætter sin stemme som et supplerende instrument med ih ih ah ah uh uh vokal. Halvvejs inde tilvejebringer Karin og Olof Dreijers stemmer en komplet The Knife stemning og dét nummer vil gøre fans af gruppen usigeligt glade, for her er tale om bona fida Knife, komplementeret af Wahlins smukke sopranrøst – simpelthen sublimt!
Mod enden går der sågu upbeat pulserende synthrytmer i ”Seeds” og det kunne såmænd uden øjenåbnende friktion ligge på The Knifes Silent Shout. Lidt besynderligt at vi pludselig skal føres på dansegulvet i et nummer, som må være en oplagt kusine til ”Like A Pen” fra ovennævnte, men godt det er det fandme. Titelnummeret udfoldes igen over 11 min. mærket og tager sig god tid med sine tribale trommer og krautede bevidsthed, som helt efter planen skaber en vuggende hypnotisk effekt og man suges uundgåeligt ind som hos ligesindede Fever Ray.
”The Height Of Summer” lukker værket og her er The Knife igen i vante gænge, hvad angår egen lyd, for det er udpræget Knife anno Deep Cuts´ “Heartbeats” spillet i 3/4 tempo, med skuespilleren Lærke Winther på Dreijer-tuned vokal. For det ikke skal være løgn, synes de 90 min. ikke at være nok for svenskerne, for de har lagt et ghosttrack ind, som viser sig at være ”Annie’s Box” med vokal af Karin Dreijer i stedet for Wahlin og som på alle måder retfærdiggøres, ved at være stemningsfuldt og smukt som ind i himmelen.
Tomorrow, In A Year er helt sin egen, men skal jeg sætte det ind i rocksammenhæng som samlet værk, minder albummet når det er bedst, om det Lisa Gerrard laver på Dead Can Dances smukke albums, i særdeleshed The Serpent’s Egg og Into The Labyrinth og ydermere om det hun laver i diverse andre kollaborationer. Her tænkes specifikt på samarbejderne med Pieter Bourke og Klaus Schulze. ”Annie’s Box” ville med sine apokalyptisk dystre Godspeed! You Black Emperor stemninger – tænk “Dead Flag Blues” og frapperende smukke vokal, ligge lige til højrebenet på en Gerrard-udgivelse.
Tomorrow, In A Year vil være et album, som med sin konceptuelle electro-opera vil kalde på enten kærlighed eller had, forelskelse eller afstandtagen, fascination eller indifference. For mit eget vedkommende hælder jeg klart til den positive side af ovenstående poler. Jeg kommer nok ikke til at lytte nær så meget til albummets første del, fordi en betragtelig del er loaded med sære avantgardistiske eksperimenter og feltoptagelser, men er alligevel qua dens unikke lydbilleder blevet toptændt på forestillingen, hvorimod andel del ganske enkelt er genial. Skulle jeg vurdere cd 2 alene blev det til absolut topkarakter. Derfor må konklusionen være, at udspillet deler sig i en del 1, som i nogle kompositioner ikke er helt så stærke i traditionel forstand som anden del, men som måske giver udbytte til gode gentagelsesoplevelser i sofaen efter forestillingen er endt, og så en del 2 som er brillant. Det tilsammen giver en lidt broget og ujævn affære, som alligevel må siges at være af et virkeligt højt bundniveau og albummet er langt hen ad vejen uovertruffent og bliver utvivlsomt et unikum på musikscenen.
Uanset hvad man synes om pladen, har The Knife endnu engang udfordret og presset sig selv og musikken til nye grænser.
