Hvorfor?
Popa Chubby er klar med albummet The Fight Is On, der er spækket med gammeldags rock. Hard rock’n’roll med en blues-brother-vokal, der kan minde lidt om Commitments, og inden negativerne slynges frem på række, så skal det lige fastslåes, at Popa Chubby har en stærk vokal og et gigantisk guitarmæssigt talent. Men ingen af delene bliver brugt efter fortjeneste.
Jo, han kan spille guitar som en mester. Han synger ganske fedt i sin rock’n’roll blues-stil. Men det er hørt en milliard gange før. Og melodierne, produktionen, arrangementerne bringer intet nyt. Det er som en kopi af en kopi af en kopi. Og så kan det godt være, at det er velgjort, men hvad er det lige, at jeg skal bruge det til?
Det eneste sted, at det skiller sig ud, er ved at han er så umanerligt fed, tatoveret og ucharmerende, og det synes han skal pryde coveret og al materialet, der hører til dette album. Er det virkelig derfor, at jeg skal vælge at købe dette album, i stedet for Commitments eller et eller andet amerikansk rock’n’roll? Er det fordi manden er en ulækkert overvægtig tatoo-klovn, som ikke kunne finde andre kunstneriske særpræg?
Så kan jeg i og for sig godt klare mig uden. De tre stjerner er nok uundgåelige, fordi han er en fandens dygtig guitarist. Men han burde bruge det på en anden måde!
