The Collibro er målt og vejet og fundet særegen. Stav til mesterværk!
Fakta:
The Collibro er århusianske Lis Er Stille’s tredje album. Efter The Construction Of The Amp Train (2006) og Apathobvious (2007), har kvartetten bygget sig et lydstudie, kun for at indspille det nye album i en hytte – uden tekniker og producer, ren Lis.
The Collibro er komponeret over to et halvt år og herefter mixet af Magnus Lindberg fra det svenske post-metal band Cult Of Luna. Han kan især mærkes på de tunge sekvenser, for her frembringes en tonstung tyngde, som var Lis Er Stille skåret i det sorteste granit, men Lindberg dominerer ikke mere end godt er, for de stille og fragile momenter, står lige så skarpt og grundigt perspektiveret som de vægttunge. Overordnet set er nyeste udspil dog væsentligt tungere end bandets to tidligere.
Collibro er iøvrigt latin og handler om at måle og veje.
Beskrivelse:
Skal man måle The Collibro løber den over 60 minutter, men er ikke et sekund for lang. Skal man veje The Collibro er den samlet set tung, men indeholder både tyngde, lethed, opløftede stemninger, dyb patos, grandiose lydmalerier og florlette undseelige dufte. Det er et album som stiller krav til sin lytter, med progrock her, klasssik kompositionsmusik der, tung postrock-dybde som hos Mogwai i de nedre musikalske lag, svævende og henrivende postrock-ynde som hos Sigur Ros i de øvre musikalske lag, ja bag ryggen af “The Real Children”, snerrer og river det på gotisk vis som hos Nick Cave, mens yndefulde heliumsfyldte vokaler toner frem andetsteds og stryger én med hårene som hos Jonas Bjerre. Bowie synes også at slå vej forbi vokalytringerne på “Through The Quest Of Your Designs”. Også her klarer Lis skærerne så flot, at det aldrig bliver en synd.
Dette sagt er Lis Er Stille alligevel helt sin egen størrelse, en størrelse og en skabning som er unik på den danske scene, med en integritet og en misundelsesværdig kompromisløshed, som er kun store musikere er forundt. Det falder så nemt til jorden, når man både blæser og har mel i munden, når man slår så ualmindeligt ambitiøse brød op, som det voluminøse band, med det ganske sagte navn gør på The Collibro. Her er det bare fuldstændigt pletfrit og frapperende gjort. Ikke at numrene er pletfri, gudskelov for det, men produktion, teknisk udførelse, idérigdom, styrke og fin fornemmelse for det modsatte – det skrøbelige og sarte – går hånd i hånd på følt vis og med udpræget sans for virkemidlernes vekselvirkning. Det er som at være tilskuer til en sublim helaftensfilm. Vel er den lang, men ikke et øjeblik havde man undværet. Ingen numre bør fremhæves over andre, men jeg er nødt til at nævne den over 12 min. lange “The Painted” – det er et af de flotteste numre jeg har hørt i meget lang tid.
Jeg var tryllebundet fra første tone blev slået an på den ildevarslende, pompøse og møguhyggelige ”All The Blood”, med sine undergangstrommer og klæbrige pumpeorgel, til sidste tone fadede ud et dusin skæringer senere med ”Beneath The Broken Country” og hvor tit oplever man lige det med over en times spilletid. Imellem denne pro og post ramme ligger ti guldklumper som hver især er fortællinger og musikalske rejser af sindssyg høj kvalitet, pendulerende imellem sitrende synth-strygere, bastante og tiltagende støjeskapader, vægelsindede vokaler kombatterende imellem det storladne og højstemte og det direkte og agiterende, mellem lys og mørke, mellem skønhed og stump brutalitet. Indimellem leverer Lis Er Stille deres kompositioner instrumentalt, andre gange med vokal, som oftest i lange og komplekse strukturer, der skider højt og flot på den gængse tilgang til rockmusik. Vil du med på turen, har du værsgo at levere en indsats. Lis Er Stille stiller krav og har forventninger om samme fra lytteren. Det er musik som skriger på fuld opmærksomhed, får den ikke det, vil den med garanti irritere i stedet for at begejstre. Albummet spænder vidt, men aldrig tabes fornemmelsen af korrelation på The Collibro.
Konklusion:
Synes man rockmusik skal bestå af traditionelle og genkendelige vers og omkvæd, regnet i en spilletid på 3-4 min. bør man holde sig langt væk. Hvis man omvendt vil udfordres og søge grænser når man lytter til musik, har en forkærlighed for lange musikalske forløb indenfor genrerne, progrock, postrock og et touch af mere klassisk kompositionsmusik uden at blive bange for det let prætentiøse, eller bare synes musik der ikke lyder som alfarvej er berigende, er The Collibro et scoop.
Lis Er Stille har samme skæve og mørke uigennemtrængelighed som Under Byen, samme kompositorisk legende, men samtidig dybt respektfulde og seriøse tilgang til musik som Efterklang. Samme ulmende gotiske klange som My Beloved, samme himmelstræbende smukke, men også pessimistiske undertoner og brutale crescendo-forelskelse som Mogwai, Mono og Godspeed You Black Emperor!
Og så er kvartetten alligevel befriende unik og helt og aldeles deres egen.
The Collibro er intet mindre end et modent, sjældent ambitiøst og dristigt mesterværk fra en flok særegne århusianere, som bestemt ikke sætter deres lys under en skæppe, men som så sandelig heller ikke skal gøre det.
Et tidligt, men på ingen måde forsigtigt bud på årets bedste album!
