Måske kronprinserne af nordirsk rock
Når det kommer til hitlistebaseret rockmusik med guitarkant, så er der vel næppe den store tvivl om, at Snow Patrol har fat i den lange ende, når det kommer til at være Nordirlands største stjerner. Men debuterende General Fiasco fra den lille flække Magherafelt er måske på vej til at nærme sig samme niveau, for debuten Buildings er slet ikke så ringe endda. Det er Owen Strathern, der er omdrejningspunkt, forsanger og bassist i bandet, mens brormand Enda Strathern og kammeraten Stephen Leacock udgør resten af trioen.
Genremæssigt tager General Fiasco afsæt omtrent samme sted som Snow Patrol. Det vil sige den storladne rocklyd med massiv guitar og finpoleret produktion, der giver potentiale til at nå selv de kommercielle radiostationer. Sangskrivningen læner sig også op af landsmændene, selvom der til tider sniger sig et unødvendigt twist af amerikansk college-rock ind over.
Allerbedst er General Fiasco når forsanger Owen Strathern får plads til at smide lidt ekstra melankoli i vokalen. Det sker først og fremmest på det seks minutter lange og storladne titelnummer, men han evner også at levere den energi, der skal til, når der kommer ekstra fart og tempo som på den aldeles hitpotente ”Sinking Ships” og på det nummer, der i 2008 banede vejen for pladekontrakter og succes – nemlig ”Rebel Get By”, der også rummer lidt mere udtryk og nerve i vokalen, end på de øvrige til tider lidt vel polerede passager undervejs.
General Fiasco leverer et ganske fint debutalbum, der ikke udfordrer voldsomt, men som til gengæld indeholder masser af fin radiorock, der har lidt mere kant på tekstsiden, end på produktionen. Vi er lidt dybere end hos flertallet af amerikanske collegerockere, men stadig på et relativt overfladisk niveau, hvor det er melodierne og umiddelbarheden, der bærer læsset. Niveauet er lige under Snow Patrol – men kan pilens opadgående retning følges op, så kan General Fiasco blive interessante at holde et vågent øje med.