Lys, lyd og svævende skønhed forenes på malerisk vis
Jonas Munk er en alsidig herre som spænder vidt. Fra fortidens køle-electronica og postrock i henholdsvis Icebreaker International og Limp, til nutidens bløde og solvarme electronica og psychrock blandet med kraut og jazz i henholdsvis Manual og Casa Sui. Munk mestrer både den hårde, syrede guitar, såvel som den ringlende og følte englesmukke shoegaze inspirerede guitar, og de analoge synths er et instrument han kan på et sanseniveau og med et melodisk gehør, som er få forundt.
Netop Manual er udgangspunktet for hans nyeste output Drowned In Light og skal man klandre dette album for noget, er det måske hvor forbavsende lidt nyt der er under solen, i forhold til tidligere udspil.
Munk er utvivlsomt en suveræn udøver af electroniske klange, i samspil med enkle, men smukt klingende guitarfigurer. Over 12 lydlandskaber præsenteres vi for en skønhedssøgende og overordentlig behagelig musikalsk oplevelse, helt uden ord, men særdeles rig på stemninger og både vægtløse og himmelskuende frekvenser. Hans tidligere bandkollega i Limp Rasmus Elm Rasmussen udgav sidste år Aerosol under pseudonymet Airborne, som var et ligeledes glimrende udspil i samme genremæssige kasse. Der er både nærvær og distance på de lækkert producerede numre, og man skiftevis gribes og svæver væk i horisonten på Drowned In Light.
Det er musik som beroliger, og det på godt og ondt, for indimellem bliver det vel sobert og nydeligt og jeg kunne momentvis savne lidt kant, lidt krast eller en dysterhed for at skabe balance til det silkebløde og vatomspundne lydbillede. Grænseløse tableauer med kæmpevidde og en både altopslugende og tidsrøvende fornemmelse præger udspillet. Man mister indimellem tidsfornemmelsen og kan forsvinde så meget hen i de instrumentale momenter, at man ikke opdager om man lytter bevidst og koncentreret med, eller falder i staver uden helt at være med.
Det er jo ambient genrens fornemmeste opgave, såvel som akilleshæl velsagtens og selvom Manual ikke er decideret ambient, skaber Munks dreampop-electronica, indimellem de samme følelser hos mig.
Drowned in Light er fyldt til kanten med trommemaskine loops og skinnende, flimrende guitarfigurer, som bliver leveret fra både akustiske, elektriske, 12-strengede og flamenco-modeller. Det gør, at den indre film er på konstant arbejde, og at man lader øjenlågene falde i og kun nødigt åbner dem igen, mens man nænsomt føres til lands, til vands og til vejrs. Det ene øjeblik er man løftet op i de højere luftlag i en art Brian Eno/Tangerine Dream combo. Det andet er man i en efterårsskov i selskab med David Sylvian og Christian Fennez , for så at mærke de mere luftige klange af My Bloody Valentine puste en i nakken.
”Afterimages” starter døsigt, men cirkulerer hen imod ganske overvældende støjfraktaler. ”Slow” er sløv som en solskinssøndag på terrassen i en magelig hængekøje. ”Pulsations” ender i stormfulde højder, efter effektiv opbygning af synthstrukturer og tiltagende intensitet i sin pulserende krautrock rytmik. ”Drowned In Light” er som at sidde til bords med Labradfords og Flying Saucer Attacks vakuum-noise flader.
Jonas Munk har ved siden af Manual i øvrigt samarbejdet med indflydelsesrige artister som medlemmer af Tortoise, Ulrich Schnauss og Robin Guthrie. Særligt relationen til sidstnævnte fornægter sig ikke, for ”Blood Run” og i særdeleshed albummets bedste nummer ”Phainomenon” er som snydt ud af næsen på det Guthrie udøvede med skoledannende sublimitet i Cocteau Twins. Også de musikalske takter Seefeel og Slowdive udøvede i 80erne er en udpræget og utømmelig inspirationskilde for Manual.
Er ovenstående præferencer vigtige i ens musikalske verden, eller holder man bare af sjælfulde instrumentale klange af stor skønhed, bør man unde sig selv et eksemplar af Drowned In Light.
