Jeg er forelsket!
Efter et utal af bands af Fleet Foxes skolen, er vi nu nået til en, ikke som navnet angiver mellemøstligt, men australsk pendant. Og septetten fra Townsville i det nordlige Queensland gør det aldeles fremragende og med høj klasse. Bandet spiller simpelthen med en modenhed, som er få debutanter forundt. Ingen store armbevægelser, ingen overflødig instrumentering, ingen ekvilibristisk show off , bare en stor melodisk fornemmelse og en misundelsesværdig beherskelse af virkemidlerne og et godt øre for det sarte og følsomme, men aldrig skrøbelige og overanæmiske udtryk. Ingen innovationsiver, ingen musikalske knock outs, blot et gedigent og vel udført indie folk-rock album uden dikkedarer eller storskrydende selviscenesættelse. Musikken taler med andre ord for sig selv – skønt!
The Recordings Of The Middle East er udgivet helt tilbage i 2007, men får først nu europæisk tilgængelighed og tusind tak for det, for det er er kærkommen gave australierne giver os.
Lige fra ”The Darkest Side”´s Fleet Foxes/Simon and Garfunkel agtige toner åbner The Recordings Of The Middle East, til ”Dirty Looks” lukker albummet, er jeg tæt på åndeløs og vældig forført af australierne. De trestemmige vokaler af han- og hunkøn komplementerer hinanden fornemt gennem hele udspillet, mens følte whiskers og krystalklare akustiske guitarer akkompagnerer stemmerne. Det er smukt som en solnedgang i juni og manna for ørerne.
Efter de perfekt afstemte korharmonier på ”The Darkest Side” mødes man af ”Lonely”, hvor der kastes lidt styrke ind på paletten, med et semi-voluminøst crescendo i orkestreringen og lidt distortion på vokalen imod slutningen. Ellers holdes der klædeligt igen på et album fuld af elegante, sprøde og luftige fortællinger sunget med overordentligt vokalt overskud og fin fornemmelse for det store i det små. På ”Beleriand” sniger ulmende og mørke synth-toner med et nærmest flosset udtryk sig dog ind fra siden af stigende styrke. Det giver en sitrende dynamik der bryder lidt med resten af albummets homogene lydbillede.
Hos The Middle East hersker en udpræget klarhed og et stemmearbejde som smyger sig ind og ud imellem hinanden, som unge elskende, der føler og sanser hinanden forsigtigt an i den helt spæde forelskelse. Instrumenteringen er sparsommelig og behørigt tilbageholdt, som et åndedræt i komplet sync med kroppen. Fredsommelighed og indre ro som en tur i den australske outback. Det er som Low, når de er mest æteriske og har overskud til næsten ikke at lyde som andet, end vokale vejrtrækninger og efterklangen af et for længst anslået instrument. Underskønt og lokkende som mytologiske sirener og jeg tager en tilbagevendende lytter, hver gang lejligheden byder sig. Indimellem mødes man som på ”Blood” af xylofon-taps og frydefulde kvindekor, der lyder som englebørn på sukkerfix. Det er hamrende charmerende i al sin naivistiske uskyld og det kammer aldrig over i pladder-sentimentalitet, fordi der under de lyse toner hele tiden gemmer sig en mørkere grundtone, som holder The Middle East på sporet, så spændingen og det pirrende holdes fangen.
The Recordings Of The Middle East er seks numre af ypperlig kvalitet. Den relativt korte spilletid og det begrænsede indhold af numre rammer faktisk hovedet på sømmet, når det gælder parolen kvalitet fremfor kvantitet, for det gør, at det ikke når at blive følelsesmæssigt overkill og at man som lytter får serveret en præcis og velafstemt musikalsk treat.
Hvor den skønhedssøgende og behagelige folk-rock i vel voksne portioner tipper over og bliver for honningfyldt og fløjsblødt i længden, er doseringen givet til perfektion hos The Middle East. Det er muligt det skyldes, at aussierne bare ikke har mere på den sangmæssige kistebund, men jeg er komplet ligeglad, når bare udkommet er så vellykket som her.
Man siger forelskelse gør skør og kan sidestilles med sindssyge. I så fald havner jeg gerne på psykiatrisk afdeling et par måneder, blot jeg kan få mit eksemplar af The Recordings Of The Middle East med til salig mental restitution.
