90’ernes 30 bedste albums: #29
Beautiful Freak symboliserer for mig en hel bestemt tid af mit liv, hvor mine søndage aftener – ligesom mange andre unges – gik med at ligge på mit teenageværelse og lytte til Det Elektriske Barometer. Det var her, Eels’ musikalske univers udfoldede sig for mig gennem først “Novocaine for The Soul” (track 1) og derefter “Susan’s House” (track 2) – og det var her startskuddet lød til adskillige liveoplevelser med bandet og den excentriske forsanger Mark Oliver Everett, blot benævnt E.
Musikalsk er Eels noget for sig selv: Der er tale om en blanding af lo-fi, rock og pop baseret på E’s karismatiske Wurlitzer-klaver (med ret så skæve orgelagtige toner), Butchs trommespil og Tommy på bas. Lyden er opfindsom og nyskabende, kombinationen af klassiske guitarmelodier, det skæve orgels toner og en kreativ baggrund af synth; musik, som perfekt matcher melankoli, men uden at blive ’emo’.
Flere steder er Beautiful Freak klassisk rocket, som fx på åbningsnummeret “Novocaine for The Soul” eller “Your Lucky Day in Hell” (track 11), hvor guitar og bas lægger bunden for E’s let hæse stemme. Men dér, hvor Eels – og især albummet Beautiful Freak – for alvor får betydning for mig er med numre som “Susan’s House” (track 2), titelnummeret (track 4), “My Beloved Monster” (track 6) og “Manchild” (track 12).
“Susan’s House” var som tidligere nævnt et smut forbi Det Elektriske Barometer, hvor man søndag efter søndag kunne følge E’s musikalske og lyriske vandring gennem byen mod Susans hus med et skramlende lydbillede, der suppleres af fløjten og voice-over mere end sang. Det er ikke så meget Susan, det handler om, men mere om resten af verden. En af mine yndlingssekvenser lyder: “Here comes a girl with long brown hair / who can’t be more than 17 / she sucks on a red popsicle / while she pushes a baby girl in a pink carriage / and I’m thinking that must be her sister / that must be her sister, right?” Afmagten er tydelig – det må da for pokker være hendes søster, for ellers er verden gået af lave – E giver ikke svaret, men går videre mod Susan for at slippe for at være alene – og giver på den måde alligevel et svar.
Mange af numrene på Beautiful Freak er skæve indgange til kærligheden, hvilket titler som “Beautiful Freak” og “My Beloved Monster” da også signalerer. Førstnævnte en kærlighedserklæring til det (den?) aparte i vuggevisestil (og nej, det er ikke negativt ment, men derimod varmt og betryggende). Musikalsk er der dømt sprøde Wurlitzer-toner og lette guitarriffs. Sidstnævnte blev verdenskendt, da den blev brugt i animationsfilmen Shrek – og er lyrisk en blanding af “Susan’s House” og “Beautiful Freak”; “She will always be the only thing / That comes between me and the awful sting / That comes from livin’ in a world that’s so damn mean”. Sangen er melodisk, varm og kærlig, igen er der tale om en meget simpel komposition med fokus på klavertonerne.
“Manchild” (track 12) er den perfekte afslutning på et noget nær perfekt album. Det er et nummer, der kræver sin stilhed – og som kan føles lige så meget, som det kan høres. Fine, sprøde toner, ganske få af dem, så al fokus kan samles om den klynkende kvinde – “I’m not having any fun”, der følges op af “I’m not happy”. Og så ham, der vil gøre alt for at gøre hende glad igen. Selv fornedre sig selv: “Everytime I talk to you, you’re down / And every time you need a laugh, I’m around / And when you forget I’m here, I’m not / It isn’t really me that you forgot”. Alle de undskyldninger, vi finder for hinanden og for ikke at indse, at vi ikke er elsket.
Beautiful Freak var en smuk indledning på en til dags dato lang karriere for den lille trio. En lille kommentar til en verden i forfald, og en hyldest til det nære, det specielle og aparte. Et lille politisk indspark på en yderst upolitisk måde, for det er netop det med Eels – de er korrekte på den ukorrekte måde – og en oplevelse værd lyrisk, musikalsk og live.
