Efter gårdsdagens metaloplevelser og indtagen af festivalens egen, og i øvrigt ganske velsmagende, øl (som naturligvis indeholdt 6,66 % alkohol, det er klart!), indfandt undertegnede sig igen på pladsen i tide til at endnu en håndfuld tunge koncerter kunne ramme øregangene.
The Damned Things (5/10)
Første band var amerikanske The Damned Things, som består af medlemmer fra Everytime I Die, Fall Out Boy og Anthrax. Det lyder muligvis som en særegen blanding, medlemmernes respektive, oprindelige baggrunde taget i betragtning, men det var nu blot rock ’n’ roll i en ganske ren form. Bandet spillede fint, uden de store overraskelser, men med gode riffs, der til tider befandt sig i den lidt tungere ende af rockskalaen, men dog ikke bevægede sig meget uden for rockgenren i sin klassiske udgave. Forsangeren virkede oplagt, og kommenterede, at det var fedt, at han fra scenen kunne se, hvor mange i publikum, der var ved at ”take a leak”, som det hedder. Lydniveauet var dog ikke i top, hvilket egentlig er meget underligt, da det jo handler om metalmusik, hvor publikum er vant til at det skal være højt. Desuden ligger der ikke nævneværdige naboer i nærheden af pladsen, og dermed er der ikke nogen, der burde blive generet af eventuel støj. The Damned Things har endnu ikke udgivet et album, og det indvirkede også på oplevelsen, da det var svært at danne sig et ordentligt indtryk af musikken, udover det umiddelbare middelmådige.
Whitechapel (5/10)
Det blev til et par numre fra death core bandet Whitechapel. De er uden tvivl dygtige musikere, men den brutale death core genre er bestemt ikke en, der tiltaler alle metalhoveder. Igen kunne der godt være blevet skruet en del op for lyden, brutaliteten har jo netop brug for at brage i gennem, men for denne anmelder er det ikke sikkert, det havde gjort den store forskel, da det hele lød lidt rodet. Er man til genren var det givetvis en fed oplevelse, men i min erindring vil den ikke eksistere længe.
Suicidal Tendencies (7/10)
Der var tydeligvis mange blandt Copenhells publikum, som havde glædet sig til at se amerikanske Suicidal Tendencies. Bandets frontmand, og eneste oprindelige medlem, Mike Muir, ledte da også an til en festlig og energisk koncert, der fik folk foran scenen til at danse og hoppe, hvilket i øvrigt var stærkt tiltrængt for at holde varmen i den blæst, der angreb under koncerten. Suicidal Tendencies’ meget specielle genremiks af rock, punk, metal og funk, og endda lidt hip hop tendenser i vokalen, er modig og kan let ramme galt, men bandet forstod at skabe en succesfyldt liveoptræden, og især bandets bassist leverer en interessant funkinspireret baslyd. Bandets koncert var i den grad en folkefest, da bandet i sidste nummer hev en masse folk fra publikum op på scenen, således at de kunne vælte rundt med bandet, men med det sagt, er bandet næppe helt så interessant på plade som live, og selv live kan det godt blive lidt ensformigt efter næsten halvanden time, men det meste af tiden var man nu godt underholdt.
Behemoth (9/10)
Polske Behemoth ligner nogle, man absolut ikke har lyst til at møde på en mørk gade, og deres musik har ligeledes en stemning af uhygge og ondskab. Bandet gik på i mørke og røg med deres hidtil største hit ”Ov Fire and The Void” fra deres seneste album Evangelion, som præsterede at ligge nummer et på albumlisten i Polen! Det kunne vi danskere vist lære noget af, men det sker nok aldrig, at en blanding af hurtig, iskold blackmetal blandet med tung dødsmetal kommer på bare top 20 i vores land. Nuvel, Behemoth gjorde sit for at virke skræmmende, bl.a. da frontmand Nergal proklamerede at ”This festival needs more evil!”, og det fik vi så. Behemoth er et imponerende liveband, især udi deres tekniske kunnen, hvilket de beviste med en ærefrygtindgydende trommesolo, og en i det hele taget fed koncert. Det er fedt, at der også findes black metal, med elementer af dødsmetal, som formår at nå ud over scenen og virkelig få fat i publikum. Mere af det, tak!
The Dillinger Escape Plan (8/10)
Da Mastodon havde aflyst festivalen blot et par uger inden start, skulle Copenhell være hurtige til at finde en afløser, men samtidigt skulle de virkelig tænke over, hvem de bookede, for der var mange, undertegnede inklusiv, som havde set frem til Mastodon. Copenhell fik dog den idé, unægteligt med lidt hjælp fra dem, der havde købt billetter og forventede noget godt, at booke det stærkt eksperimenterende, amerikanske band, The Dillinger Escape Plan. Det viste sig at være en god beslutning: Bandet har ryg for at være et af de vildeste livebands, du kan komme i nærheden af, og fra start levede de op til dette rygte. På den musikalske side går det, næsten konstant, virkelig stærkt, med masser af temposkift og andre progressive elementer, som det oftest gør i mathcore, selvom bandet dog også formår at være en del mere eksperimenterende end de fleste i samme genre, og egentlig ikke helt kan kategoriseres under en enkelt genre. Frontmand Greg Puciato har i den grad lungekapaciteten i orden, og både skreg, brølede og sang sig igennem koncerten med stor overbevisning, imens bandet spillede med en teknisk kunnen, de fleste musikere må misunde dem for. Alt imens at det ikke var noget problem for dem, især guitaristerne, at hoppe op på stortromme, forstærkere og hvad der ellers var inden for rækkevidde. The Dillinger Escape Plan spiller musik, der er alt andet end tilgængeligt, og det er nok et band, man enten hader eller elsker, men lige meget hvad man må synes om musikken, så kan man ikke løbe fra, at det er imponerende at være vidne til en så massiv energiudgydelse, både musisk og visuelt.
At være publikum på Copenhell var i det hele taget en rigtig positiv oplevelse, og man kunne mærke, at arrangørerne havde lagt mange tanker og kræfter bag arrangementet, lige fra deres egen bryg, til de såkaldte fuel girls (som de mandlige deltagere dog nok havde mest glæde af!), til den festlige Biergarten og de fede bands. Vejret var ikke med festivalen, men alt andet var en succes, så lad os håbe på, det ikke var en engangsforestilling. Det har i hvert fald været en ren fornøjelse at opleve denne første Copenhell, og mon ikke, vi ses igen næste år?
[nggallery id=91]
