Johnny Flynn: Been Listening

Sydafrikanske Johnny Flynn lander et sted, hvor han ikke fremstår helstøbt og komplet, men snarere søgende og rådvild. Til tider bringer omvejene ham til funktionelle og medrivende steder, men oftest er det svært at fornemme målet for de mange afstikkere.

Sydafrikaner med rødder i britisk og amerikansk folk

Sydafrika er her og der og alle vegne. Sommerens VM i fodbold benyttes med al naturlighed og forståelighed til, at alt hvad der har en snert af Sydafrika, forsøger at få del i festlighederne og opmærksomheden. Det gælder også Johnny Flynn, der musikalsk er enormt u-afrikansk, men som ikke desto mindre er født i Johannesburg.

Stilen på albummet Been Listening er en blanding af britisk og amerikansk folkemusik. Der sniges lidt indie og lidt country ind hist og her, og samlet set skaber det et sprælsk og farverigt, men også lettere forvirrende indie-folk-univers.

Albummet indledes med den skramlede ”Kentucky Pill”, hvor Johnny Flynns indiefolk baseres på stor orkestrering med bidrag fra både blæsere og strygere. ”Howl” er lidt i samme kategori og kan minde lidt om Joe Henry, omend den klare nerve og intensitet er en anelse mindre iøjnefaldende end hos Henry. ”Sweet William Pt. 2” kunne have været nappet fra Bruce Springsteens Seeger-sessions, og her har Johnny Flynn fat i en af de retninger, hvor han gør sig allerbedst.

Men Flynn er også stærk, når han skruer lidt ned for instrumenteringen. På duetten ”The Water”, hvor Laura Marling medvirker, er det højtideligt og afdæmpet på den klassiske folk-manér, mens både titelnummeret ”Been Listening” og den countryprægede afslutter ”The Prizefighter and the Heiress” er fin med sine temposkift og stemningsvariationer.

En del af albummet rummer imidlertid numre, der virker halvfærdige. For eksempel ”Barnaled Warship” og den lidt for pjattede og flyvske ”Agnes”. Sammenlagt betyder det, at Johnny Flynn spænder en anelse bredere, end han har kvaliteter til, og udtrykket bliver lidt mudret, når der varieres fra fjolle-folk til højtidelige storladne duetter.

På den måde lander Johnny Flynn et sted, hvor han ikke fremstår helstøbt og komplet, men snarere søgende og rådvild. Til tider bringer omvejene ham til funktionelle og medrivende steder, men oftest er det svært at fornemme målet for de mange afstikkere.

Written By
More from Morten Wamsler
Attermann: Linjer sagt i regn
Det er sjældent, at der udgives modne danske popalbums, som stadig holder...
Read More
0 replies on “Johnny Flynn: Been Listening”