90’ernes 30 bedste albums: #9
Hagnestahill er navnet på det lokalområde ved Eskilstuna, hvor Kent bla. indspillede dette fjerde album i tæt samklang med stemningen fra de svenske skove og de store, åbne himmelstrækninger af glødende varme og iskolde glimt af stjerneskud. Når man siger Kent, siger man skandinavisk rock med kvaliteter som Radiohead og med en helt særlig forsanger i Jocke Berg, der med sin tryglende og insisterende vokal giver liv til sange om livets forfald, kærlighedens mørkesider og egne uopnåelige drømme og håb. Selvom meget ellers er gået i opfyldelse for det svenske band, der efterhånden har ni studiealbums plus det løse på samvittigheden. Bandet er også et af de mest hædrede og anmelderroste ensembler hinsidan, men deres berømmelse standser ikke ved landegrænsen. Således har de fejret store triumfer ikke mindst i Danmark, men også i England, US og, ja, Japan. Nogle af deres største hits er udkommet i engelske versioner, som går rent ind på hitlisterne rundt omkring i verden.
På Hagnesta Hill var singlen ”Musik Non Stop”, og nummeret indeholder præcist nogle af de kvaliteter, Kent er bannerfører for: Et catchy refræn, et friskt, fremadskridende tempo og en melodi, der aldrig rigtig ruster og bliver træg og kedelig. Ti år efter sin fødsel virker albummet stadig lige så stærkt og med en originalitet over sig – på trods af, at Kent dybest set spiller radiovenligt poprock, der ikke burde overleve sig selv mere end de par uger en hjernedød radiovært fra P3 savler og vrøvler over tidens hitliste. Men Kent er ikke en musikalsk døgnflue. Som førnævnte Radiohead – som de ofte bliver sammenlignet med – men også med det bedste rockepiske fra eksempelvis danske Saybia og med et sangskrivertalent langt ud over det sædvanlige, leverer den svenske kvartet det ene langtidsholdbare værk efter det andet.
Det er absolut en smagssag, hvilket Kent-album man holder mest af. De overskygger ikke hinanden. Tværtimod er hvert album en inderlig og gennemført del af den rejse, Kent påbegyndte helt tilbage i 1990 – dengang de kaldte sig Coca-Cola Kids.
På Hagnesta Hill er der klassikere som åbningsnummeret ”Kungen är död”, der har samme kvaliteter, rytme og drive som også ”Om du var här” fra det tidligere album Isola (1997). Begge numre kiler sig ind på hjernens harddisk og bliver liggende som et soundtrack til hele livets genvordigheder, med den typiske, hjerteskærende vokal, der aldrig bliver patetisk uudholdelig.
På ”En himmelsk drog” er der både synth-trommer og følelsen af at befinde sig på følelsernes dansegulv. Hos alle andre ville det falde til jorden med et brag, men hos Kent fungerer det aldeles overbevisende. Og på den efterfølgende ”Stanna hos Mig” krænger Jocke Berg igen sin inderlighed ud i en kærlighedserklæring af en sjælden fin karat. Igen er det nærmest banalt, det der foregår, men i hænderne på Kent bliver man revet med af sangens umiddelbare enkelhed og styrke. Det samme kan siges om ”Beskyddaren” og ”Berg & Dalvana” som har den helt enkle opskrift på melodisiden, men som bliver fremført med en brusende og medrivende styrke, der forener det malmstærke med det florlette. Det er skrøbelighed fremført med en stilsikker selvtillid, der kendetegner disse svenske melodisnedkere. Det er i blandingen af de fantastiske og slidstærke melodier og den håndfaste, lidt skæve og meget melankolske rock, at Kent finder sig selv.
På Hagnesta Hill begynder Kent at eksperimentere lidt med elektroniske elementer, som senere på især Röd træder i karakter, samtidig med at de fjerner sig lidt fra det mere sentimentale fra eksempelvis førnævnte Isola. Ikke desto mindre slutter Hagnesta Hill af med en typisk Kent-sang, ”Insekter”, bestående af åbne guitarakkorder, et nærmest uforståeligt simpelt tema og en sang om svig, venskab og længslen efter kærlighedens nære bånd. ”Visslaren” lukker og slukker for et album, der har hele Kent-spektrummet på det tidspunkt: Den banale kærlighedssang, den emotionelle dybde og klang i Bergs vokal og melodiernes budskab, parret med en grundstærk rock og en begyndende afsondring af de mere elektroniske muligheder i musikken.
Hver gang jeg lytter til et Kent-album, bliver jeg overbevist om, at netop dette album er det absolut bedste. Men det varer kun indtil jeg sætter det næste på. Og det er måske den sande styrke hos et band, der har eksisteret i tyve år, og i høj grad var med til at præge poprocken i 90’erne, som ellers var domineret af grunge og hip hop og alt derimellem. Men Kent insisterede på at spille netop deres melodier, og derfor har de overlevet frem til i dag, og den 30. juni kommer deres næste album En plats i solen, for Kent er slet ikke færdige med at levere rock til det skandinaviske folk.
