Gunslingers med guitarer i bæltet sejrede
Islandske Sólstafir leverede en massiv omgang metal på Pavilion på en hed torsdag aften. Selvom bandet spiller en, indimellem frysende kold musik, var der hot as hell på den lille scene under den timelange koncert. Sólstafir spiller en speciel form for metal, som vel nok ligger i selskab med bands som Neurosis og nu sørgeligt opløste Isis, men også har dønninger af gothrockerne i Fields Of The Nephilim, som de lød i slutfirserne. Også udklædningen var udpræget som sidstnævnte band, med støvede cowboyoutfits ført up to date med cool solbriller.
Attituden fejlede ikke noget og poseringen var vægtig, fra islænderne lagde fra land, med det det næsten ti min. lange og fremragende instrumentalnummer ”78 Days In The Desert”. Fra da af var tonen lagt til en tur til i støvede vidder og alenlange flader af massiv guitar, med momentvise indspark af sangerens råbevokal. Det nummer stammer fra det episke metalalbum Köld fra 2009, som er deres ubetinget bedste album. Heldigvis var hovedvægten lagt på netop det album, med ryggradsrislende gode numre som ”Love Is The Devil (And I Am In Love)”,” Pale Rider”, ”She Destroys Again” og det monumentale og nærdepressive titelnummer. Depression var dog ikke noget som kendetegnede, hverken band eller publikum, for det var et yderst veloplagt band, som besøgte os danskere og sparkede så meget energi og tyngde ind i de indbudte, at teltet løftede sig adskillige gange under metalsceancen. Forsangeren titulerede publikum, i en skønsom – eller akavet alt efter humør, blanding af engelsk og islandsk, måske fordi en gevaldig masse islændinge havde søgt op foran scenen og råbte tilbage til bandet imellem hvert nummer.
En enkelt gang blev vi henvist til bandets debut Til Valhallar og det nummer er vel blevet noget nær en slagssang for bandet. Det faldt i god jord hos publikum, som smed hænder og djævlehorn i luften i samme øjeblik, det blev sat i gang. Blandingen af vikingemetal og deathmetal, er mindre interessant i mine ører, men det skabte enorm energi og det er vel meningen live, så fint nok.
En fed og dejlig tung, men også energisk præstation, som kun folk fra det vindblæste land kan mønstre.
Efter Sólstafir havde fyret deres pistoler af, som hardcore gunslingers, blev stafetten sendt videre til Gorillas, som senere på aftenen greb den og gjorde den til Clint Eastwood.
