Stærk afsked med Dizzy Mizz Lizzy
Jeg må indlede med en indrømmelse. Min lyst til at høre Dizzy Mizz Lizzy blive hyldet af nostalgikere på årets Roskilde Festival kunne egentlig placeres et meget lille sted. Orange Scene lød som et alt for stort sted for den lille trio, og jeg havde forudset, at den store plæne ville være halvtom og præget af nostalgi og minder hos et lidt ældre publikum end gennemsnittet på årets festival. Meeen det var jo trioens sidste koncert nogensinde, og mon ikke der kunne vækkes enkelte nostalgiske følelser i en krop, der i sine teenageår selv hoppede rundt til gruppens musik til utallige koncerter?
Mine forudsigelser skulle vise sig at være fejlagtige og alt for forudindtaget. Plænen foran Orange Scene var fuld, da Dizzy Mizz Lizzy kom på scenen til tonerne af Beatles’ version af Larry Williams-nummeret, som trioen er opkaldt efter. Ung som gammel – alle jublede med armene i vejret da Tim, Søren og Martin gik på scenen og indledte i højt tempo med ”Thorn in my Pride”. Tempoet blev holdt på ”Glory” og allerede nu opstod der hoppestemning og fællessang. Tim Christensen havde fødselsdag og var yderst veloplagt, og også han foldede sig tidligt ud i en lang guitarsolo. Der blev i koncertens indledning ikke sparet på krudtet, og de tre amigos på scenen, havde, ifølge Tim Christensen, tænkt sig at skyde med skarpt hele vejen igennem: ”ROOOSKIIILDEEEE!! Vi skal egentlig ikke sige så meget i dag. Der skal ikke være så meget pis – bare en hel masse rock n roll”
Setlisten overraskede ikke. Dizzy Mizz Lizzy har kun to albums at vælge fra, så naturligt nok var repertoiret meget forudsigeligt – og sådan skulle det være, for så fik publikum, lige hvad de ventede så inderligt på. Der var to overraskende elementer ved Dizzy Mizz Lizzys sidste koncert. For det første var energien på scenen stor, og koncerten indeholdt en enorm power. Det var præcis den ekstra power, som gjorde jorden under den fyldte menneskemængde usikker. Det var netop menneskemængden, der var koncertens andet overraskende element for mig. Alle – og jeg mener ALLE – sang, dansede og klappede med. Det overraskede mig at se fans, der knapt var født i bandets storhedstid, kende musikken og skråle med på næsten samtlige numre, og at Dizzy Mizz Lizzys musik ramte plet i alle aldersgrupper under dagens koncert overbeviste mig om rigtigheden i, at gruppens afskedskoncert stod på Roskilde Festivalens Orange Scene i år – de udfyldte storheden så rigeligt.
Fra scenen behøvede Dizzy Mizz Lizzy ikke at gøre så meget andet end netop at fyre den af og være lidt mere rå, end de er kendte for. Lange takketaler og leflen for publikum udeblev, og i stedet fik den alt hvad den kunne trække rent musikalsk. Under ekstranumrene blev der afsluttet med ”Two of You”, som nok indeholder trioens tungeste riff. Der blev åbnet og lukket med et brag til Dizzy Mizz Lizzys endelige afskedskoncert, og på trods af en masse forudsigeligheder, som de fleste nok ville kunne gætte sig frem til op til en Dizzy Mizz Lizzy-koncert anno 2010, så gav og fik trioen så hatten passede, og aftenens koncert matchede den energi og popularitet, de havde omkring sig i 90’erne rigtig fint.
Setliste:
Thorn in my Pride
Glory
Barbedwired Baby’s Dream
Find My Way
For God’s Sake
Hidden War
Rotator
Run
Love is a Losers Game
11:07 PM
Wishing Well
67 Seas in Your Eyes
Waterline
Ekstra:
Love Me a Little
Silverflame
Two of You
[nggallery id=97]
