Forrygende underholdende NOFX
NOFX er nogle rutinerede rotter. De blev dannet helt tilbage i 1983 og efter nogle knap så gode albums omkring 1990, udgav de med White Trash, Two Heebs and a Been i 1992 deres første rigtig gode album. To år senere fulgte Punk In Drublic, der helt fortjent fik NOFX op i punksuperligaen og nu er de så store at de ifølge sig selv er bedre end Rancid. Det sagde Fat Mike i hvert fald under koncerten: ”Do you know Rancid? They used to be better than us, now we’re better than them!”. Den slags indslag var der rigtig mange under af under koncerten, hvor sorte, kristne, muslimer og især jøder og bøsser blev svinet til mellem numrene. Også Kurt Westergaard blev nævnt, da hans tegninger selvfølgelig er årsagen til at der er krig i verden.
Allerede inden første nummer gik i gang fortalte frontmanden Fat Mike at NOFX er et band, hvor der bliver talt mellem numrene. Det skulle vise sig at være korrekt! For det var lige før, at der blev talt mere end der blev spillet, og hvis der kom to numre i træk uden snak imellem, så blev man lige advaret. Som oftest gjorde det ikke noget, at guitarist El Hefe og Fat Mike talte så meget, for de var faktisk ganske underholdende at lytte til – udover en kort periode midt i sættet, hvor det virkede som om de konkurrerede om at få lov til at snakke, hvilket resulterede i, at man næsten ikke kunne høre hvad nogen af dem sagde.
Musikken var hurtig, melodisk og metallisk som altid med NOFX. Hvis man ikke er familæer med genren, så tag en portion Green Day melodier og bland det med det metalliske element i Offspring og skru så lidt op for tempoet – og attituden, så har man sådan cirka NOFX. Man bør måske også tilsætte lidt af førnævnte Rancid (som NOFX i øvrigt har udgivet et split-album med, hvor hvert band laver coverversioner af seks af det andet bands numre), for på flere af numrene er der iblandet en solid portion reggae.
Selvom, der blev pjattet mellem numrene, så tog bandet det seriøst når der skulle spilles. Især El Hefes guitarspil imponerede. Sætlisten var en god blanding af ældre og nyere numre, hvor nogle vækkede tydelig jubel blandt publikum, mens andre måske var knap så kendte. Et af de mere populære numre var uden tvivl ”Bob” fra White Trash, Two Heebs and a Been, hvor der gik fællessang i den.
Første gang jeg så NOFX på Roskilde Festivalen var i 1995 hvor jeg var en del af det svedende mosh-pit. Denne gang var det med en øl i hånden og en pige ved min side, og det fungerede ligeså godt.
[nggallery id=96]
