Tony Sly’s svanesang
Den 31. juli i år afgik No Use For a Name’s frontmand Tony Sly ved døden. Den chokerende nyhed fik jeg af en ven om formiddagen dagen efter. Den præcise dødsårsag er så vidt jeg ved endnu ikke offentliggjort, men han skulle angiveligt være sovet stille ind. Selvom No Use For a Name ikke længere spillede den store rolle på musikscenen længere, så var (de er nu officielt blevet opløst) der tale om et band, der, sammen med bl.a. Pennywise, Lagwagon og Nofx, i sin storhedstid i 90erne spillede en stor rolle på den mere melodiske del af punkscenen. I sanger og sangskriver Tony Sly havde bandet en stor melodimager, der, desværre med noget mindre succes, også prøvede at kaste sig over en solokarriere inden for den traditionelle singer-songwriter-genre.
Sammen med ovennævnte ven, budbringeren af den triste nyhed, har jeg ofte skrålet med på særligt No Use For a Name’s album Leche Con Carne (1995) og Lagwagons Thrashed (1994). Det var en tid, hvor den melodiske punk udgjorde en stor procentdel af mit musikalske indtag, og den ene cd efter den anden blev bestilt hos det tyske mailorderfirma EMP. Siden er interessen for genren dalet og andre musikalske territorier indtaget. Således også interessen for Tony Sly og Joey Cape (sanger i Lagwagon), der begge har prøvet sig med akustiske soloalbums. At netop de to udgiver et album sammen er derfor også oplagt.
Acoustic, Vol. 2 består af 10 nyfortolkninger af numre, der tidligere har været med på Lagwagon- eller No Use For a Name-albums, og to nye nummer: ”Broken Records” af Joey Cape og ”Liver Let Die” af Tony Sly. På albummet er sangene stort set kun ledsaget af akustisk guitar og lejlighedsvis af piano og cello.
De første seks numre på albummet er alle skrevet af Joey Cape. Der indledes smukt med ”I Must Be Hateful” fra Blaze (2003). Sangen skilte sig positivt ud i sin elektriske udgave, og det samme kan siges om den akustiske. Det er afdæmpet og dybfølt. Efter det indledende nummer følger ”Know It All”, der er en af undertegnedes all-time-Lagwagon-favoritter. Den fungerer desværre bare ikke rigtigt i den langsomme akustiske version, hvor al energi er trukket ud af det oprindelige nummer, uden at være blevet erstattet af den nerve der kræves af et stille akustisk nummer.
På albummets anden halvdel tager Tony Sly over. Her er numrene mere up-tempo og hvor Joye Cape er den følsomme af de to, så er Tony Sly barsangeren. Sly kaster sig bl.a. ud i at fortolke ”Soulmate”, der et af No Use For A Names største numre. Udover at stikket er trukket ud og tempoet sat ned, så ligger det faktisk ikke så langt fra originalen. Jeg vil dog til enhver tid vælge originalen, der i øvrigt stadig er yderst lytteværdig her 18 år efter den udkom. Blandt de andre covers er ”Chasing Rainbows” og ”Black Box”.
Acoustic, Vol. 2 er et fint akustisk album. Alligevel vil jeg anbefale de originale versioner frem for de akustiske fortolkninger, hvis altså man er til den melodiøse punk. Er man mere til akustisk musik, så er der andet og bedre musik derude, som man kan få stillet sin tørst med.
Sly lukker albummet med den nyskrevne og festlige ”Liver Let Die”, der under omstændighederne har et tragisk skær over sig.
I knew the car was waiting
I was running down the street
trying to catch the last cab to a bar that I would meet
All my friends’ acquaintences
It doesn’t matter tonight
it’s all about the songs and not the fightsSo everybody sing along
This could be tonight’s one more song
This shot we take before the bell
We raise our glass to songs
That we know so wellI give to you this message
In a town so far away
I wish that you are here is all but said it’s so clicheLife is celebrated
And tonight is all for her
She sticks out just like a C minorSo everybody sing along
This could be tonight’s one more song
This shot we take before the bell
We raise our glass to songsThat we know so well
