Intet nyt under solen – heldigvis!
Som altid lægger Lemmy Kilmister ud med de bevingede ord: We´re Motörhead and we play rock´n´roll! Genkendelsens glæde skal man ikke kimse af, og den skal man have når man er i selskab med Motörhead, for tingene er altid som de plejer. Lyden er som vanligt for motorhovederne meget høj og guitarist Phil Campbell forsøger adskillige gange under koncerten, at få den endnu højere. Trioen arbejder stensikkert og musikken leveres som altid, med ligefremhed og no bullshit attitude af de ældre engelske drengerøve.
”Stay Clean” tordner derudaf som andet nummer og rammer essensen af Motörhead´s beskidte, men også melodiøse rock´n´roll til perfektion. Lemmys bas er lavet med en feinschmekkers arbejde og ligner noget fra østrigsk alpestil, mens Campbells guitarrem er udsmykket med påskriften Welsh Wanker. En direkte og drilsk henvisning til hans walisiske aner? Netop humor og selvironi er altid en fremtrædende del hos Motörhead og Lemmy skal man ikke tage fejl af. Han underspiller nemlig konstant og sætter næsten en ære i, at virke mindre begavet end han er. Han udsætter som altid publikum for lige dele humor og spydig tunge. Bl.a. får både brasilianere og Princefans flere spydigheder med på vejen, mens politikere får en ordentlig en over snuden umiddelbart inden ”Just ´Cos You Got The Power” sættes i gang.
Den ikke just subtilt betitlede ”Rock Out With Your Cock Out” sætter godt skub i rockfesten blandt publikum, hvorefter Lemmy og Co. sætter det over tyve år gamle ”Metropolis” i gang. Der er ikke så meget for øjnene, for gutterne står nærmest som stenstøtter på scenen , men musikken fejler sgu ikke noget. Alle oldschool rockens klicheer køres i stilling, såsom hvor meget støj man kan få publikum til at lave og en intetsigende guitarsolo og trommesolo. Det er altid en del af pakken, når man indløser billet til en koncert med Motörhead, uanset om man kan lide det eller ej.
”I Got Mine” leveres i en lidt tam version, som dog udløser fællesklap fra de dedikerede fans oppe foran. Bagefter driller Lemmy os igen; This one is from an album called Inferno, anybody got it. Stor respons fra tilhørerne, hvorpå Lemmy skælmsk siger; Nahh don´t lie to me. Princefans don´t like rock´n´roll. Altsammen sagt med et kæmpe glimt i øjet, så den drilske mand er tilgivet på stedet. ”Killed By Death” rykker rigtig fedt og det vækker udelt begejstring, for her er et nummer alle kan synge med på.
Det ordinære sæt lukkes med ”Born To Raise Hell” og Motörhead spiller som altid deres signatursange ”Ace Of Spades” og ”Overkill”, som ekstranumre og så er den potte ude.
Et godt og gedigent sæt fra et af de helt store bands indenfor rock´n´roll – ja Motörhead må vel betegnes som en institution indenfor den beskidte rock. Det er i hvert fald det band, som flest t-shirts afbilleder, når man kigger sig omkring på festivalen, og det gælder både publikum indenfor det yngre og ældre segment.
Inden bandet takker definitivt af, skal vi lige have den klassiske sætning ; We´re Motörhead and we play rock´n´roll – som sædvanligt!
[nggallery id=101]
