Menomena: Mines

Alles læber hviler i øjeblikket på Arcade Fire og uden at forklejne deres nye udspil, ville mange fans gøre sig selv en tjeneste ved at vende fokus mod Menomena, ikke i stedet for, men tillige med.

Krøllede hjerner tager stikket hjem på treer

Den egensindige amerikanske trio fra Portland, Oregon har lavet et fremragende og generøst album med deres tredje langspiller Mines. Overall betræder Menomena artrock grund, men uden den genres intenderede lyst til konstant at bryde med konventionerne og holde kortene så tæt til kroppen, at man trættes i længden. Tempoet, den udfarende rock og den ustyrlige lyst til at eksperimentere er faldet lidt i baggrunden i denne omgang i forhold til forgængerne I Am The Fun Blame Monster! og den mere poppede Friend Or Foe, selvom man ville være overordentlig afmarcheret, hvis man kaldte musikken adstadig og behagesyg.

Mines er simpelthen en øjenåbner af et drømmende album, som på en gang bevæger og forundrer. Selvom det i skrevne anmeldelse kan lyde som hjernemusik, er der masser af hjerte, følelse og varme tilstede hos Menomena.

Mines skal vi som titlen indikerer dybt ned i minerne, i underbevidstheden, i drømmene. På åbningsnummeret ”Queen Black Acid” synges der: “I found myself fall into a rabbithole”, og det er præcis som at falde ned i Lewis Carrols kaninhul og lade sig opsluge af det uudgrundelige drømmeland, når man lytter til pladen. Alle numre indeholder så stor detaljerigdom og musikalske finesser, at der er materiale til mange timer i selskab med Mines. Går man på opdagelse vækkes nye følelser og nuancer til live, hver gang cd´en spinner.

”Queen Black Acid” rammes ind af en melankolsk og vidunderlig bas, som kæler, driller og løfter den skæve og let introverte åbning til højt niveau og originalitet. Bassen er i det hele taget et kæmpe plus på albummet og er allestedsnærværende. Den er forrygende og indimellem så dybfølt, at man decideret suges ind i musikkens rum, som bier til sukkervand. Den markante bas fortsætter på ”TAOS”, som dog er i en helt anden boldgade, for her tales med helt andre store og udadvendte bogstaver i en rystende god alternativ blues af den nye skole, med syrede men velvalgte saxsoloer og en hornsektion, som skaber en tung bund til de mere konventionelle guitarsoloer. Vokalen spytter sarkastiske spydigheder ud som: “I´m not the most cocksure guy”, som medspiller til den svedige bluesrock. Det er nok skivens mest ordinære nummer, men på ingen måde uinteressant.

Vokalmæssigt deler de tre begavede herrer tjansen, men man opdager ikke skift i stemmerne, der pladen igennem lyder som Damon Albarn i en lidt mere rusten og hæs udgave eller måske en Caleb Followill.

Den morbidt betitlede ”Killemall” er slet ikke så aggressiv eller ondskabsfuld som titlen indikerer, men pudsigt nok albummets solstråle i en baggy stemning med krøllede keyboards, letløbende bas og lysende lette guitarfigurer, som kalder det store saliggørende smil frem på læben. Her er duften af sommer og let vakt glæde, men med en snert af melankoli, i øjenhøjde med New Order´s Technique. På ”Dirty Cartoons” duellerer koklokker med tung insisterende fuzzbas, piano og dragende molstemninger, i hvad der må betegnes som en fræk postmoderne gospelsalme.

”BOTE” lægger ud som et af de mere regelrette indslag, men arbejder sig væk fra mainstreamrocken og forbi galant jazz og syrerock igennem nummeret og ender ud i en særpræget, men fortryllende sang fra udkanten af virkeligheden. Bedriften viser, at saxriff bestemt kan henrykke i rocksammenhæng, selv hvis man ikke ellers er positivt stemt overfor den slags. Den mørke sax der dominerer nummeret, bringer mindelser om hedengangne Morphine og det er et særdeles kært minde.

”Oh Pretty Boy, You´re Such A Big Boy” er en skælmsk sang, som vil glæde alle der er velbefindende med skæve genreblandinger. Mystisk, spændende og inviterende for den nysgerrige lytter. Samme originalitet indhylder ”Five Little Rooms”, som løber om hjørner med dig, som en opstemt gavtyv, mens ”Lunchmeat” drives frem af metronomiske synths og charmerende rytmer, der indbefatter sax , akustisk guitar, ukulele og maracas som var Calexico med i legen. “Tithe” er også et scoop, med sin lange xylofonindledning og underskønne, men foruroligende stemninger, der vinder ind på en, som et sørgmodigt spøgelse badet i funklende hvidt lys.

Når Menomena er drømmende kan de minde om Mercury Rev. Ellers kan Portlandgruppen minde lidt om Broken Social Scene, men hvor det canadiske kollektiv stritter i mange retninger, holder Menomena sig forunderligt nok på sporet og arbejder med en misundelsesværdig sammenhængskraft. Samtidig er der på trods af det mangefacetterede lydbillede med et væld af indfald, masser af rum i musikken som derfor aldrig føles overlæsset eller anstrengende.

Stort musikalsk overskud følger Menomena på Mines. Hver og ét af numrene har den force, at man ønsker sig de måtte fortsætte i det uendelige. Det er sjældent man oplever det! Efter en håndfuld lyt, hvor jeg leder med lys og lygte efter svagheder, må jeg melde pas og lede forgæves. Ingen banaliteter, ingen træden kompositorisk vande, blot en mindre genistreg af høj klasse i hvad der må komme til at stå tilbage som et af årets bedste.

Alles læber hviler i øjeblikket på Arcade Fire og uden at forklejne deres nye udspil, ville mange fans gøre sig selv en tjeneste ved at vende fokus mod Menomena, ikke i stedet for, men tillige med.

More from Thomas Steen Jensen
I Got You On Tape: Spinning For The Cause
I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet...
Read More
0 replies on “Menomena: Mines”