Brutaliteten og særkendet indtager birollen i denne ombæring
Kellermensch lavede i denne anmelders øjne, den bedste debut i 2009, ja faktisk en af det års bedste plader overhovedet. Dens tag på mørkerock og guttural metal skabte en symbiose, jeg forinden ville have forsvoret som mission impossible. Læg dertil en skatkiste af velturnerede og slidstærke sange, spillet med en indædthed, viljestyrke og en kraft, hvis lige er sjælden som salt honning. Det var ulmende, sammenbidt og djævelsk afhængighedsskabende, det esbjergenserne formåede med den milepæl i moderne dansk rock. Live skulle det vise sig, at materialet ikke bare hold vand, men sågar løftede sig til noget endnu mere unikt, når sekstetten lukkede op for sluserne på landets scener. Ja selv i Trinitatis kirkens pompøse hvælvinger forbløffedes jeg over den spændstighed og fastholdende kompleksitet, de ambitiøse gutter tilvejebragte i Guds hus. Kellermensch beherskede både Nick Caves lunefulde gotiske romantik, Neil Youngs smukke melankolske sange, Tom Waits skramlede univers, såvel som Neurosis’ brutale brøl fra det sorteste dyb, alt sammen kogt sammen i en uforlignelig og nyskabende cocktail.
Med den historik, var det med kriblende fingre jeg modtog det lille mellemspil af en opfølger Narcissus. Kunne de følge op på en så stærk og genresprængende debut, eller faldt det hele til jorden med den barske erkendelse, at laver man så stærk en entré på rockscenen, står fremtiden kun for fald.
Narcissus forelskede sig som bekendt i sit eget spejlbillede, men mit bud er at Kellermensch ikke er selvforelskede. De reflekterer vel nærmere over deres eget selvbillede og forsøger at få øje på nye aspekter af bandets egenskaber. I hvert fald er der forandring på udspillet.
Kellermensch lyder ikke som tidligere. Væk er den tonstunge bund. Væk er den splintrende intensitet. Væk er Christian Sinnermanns – navnet alene passer som fod i hose til bandets univers – brøl fra de dybeste lag af frustrationens rum. I stedet mødes man af et, om ikke lysere, så mere let udtryk på Narcissus‘ fire nye numre.
Er det så godt eller skidt? Både ja og nej må ræsonnementet være, for de leverer stadig substantielle og velskrevne numre, som ligger over gennemsnittet af, hvad der ellers udsendes omkring dem. Men nogen måbende øjenåbner som debuten, er der ikke tale om. Denne gang kræver materialet til gengæld mere engagement fra lytteren, hvis ikke man hurtigt skal dømme dem ude som has beens, med Ep´ens tenderen over mod mainstreamrocken. Hvor de tidligere forcerede sig direkte og med enorm pondus ind i ansigtet på én, så man uvægerligt blev tæsket igennem med paraderne nede, er det denne gang en mere subtil, tilbageholdt og indbydende tilgang til lytteren. Selvom jeg havde besluttet, at Springsteen ikke skulle nævnes i denne anmeldelse, er det sgu ham der springer frem når tonerne af marchhymnen ”Army Ants” rammer en første gang. Det gør det absolut ikke til at dårligt nummer, blot et mere gennemsnitligt et af slagsen, og når man nu er vant til de store og banebrydende skyts af holdet fra den forblæste (Moribund) fiskerby, ja så ledes panden i lidt ærgerlige rynker.
Til gengæld er titelnummeret et sublimt studie i Kellermensch´ væsen, med sine uudgrundelige og molstemte klavertoner over Wolff´s vokal. En vokal som i teknisk forstand ikke er i superligaen, men som så sandelig rammer både dybt og hårdt. På dét nummer, har han aldrig sunget bedre. Her er han mere nøgen og sårbar end tidligere og det bærer han med pragt. Når han overbevisende synger: “Daisies beckon; Won´t you please forgive me, lilies declare how much you mean to me, and the roses explain how we were meant to be, but daffodils call out; Oh, why won´t you come back to me”, er jeg grebet selvom allusionen til Cave’s ”Where The Wild Roses Grow” er lige lovlig tyk. Det rører dog ikke ved, at det nummer er en meget velkommen åbning hen mod det album, Kellermensch må sidde med i ærmet.
”Rattle The Bones” er vel det nummer, der med sine anmassende trommer, bashug og omkvædets brølen kommer nærmest Kellermensch anno ’09, desværre uden at matche fortiden. Det understøttes dog perfekt af de nytilkomne strygere, som bandet også benytter i stigende omfang live. Apropos strygere, så er de medvirkende til, at ”30 Silver Coins” bliver så vellykket. En sang som lugter af fællessang på et fordrukkent værtshus, til ære for en falden kammerat. Man kan nærmest høre lyden af knyttede næver rettet mod loftet, mens en flok sortklædte herrer på sømandsvis skråler koret, som havde Cave og Arcade Fire indgået en joint venture om førstnævntes ”The Ship Song”.
Fire livenumre udgør resten af Narcissus, hvoraf et enkelt er nyt, nemlig et cover af TV On The Radio´s ”Wolf Like Me” og det er sgu meget godt set af danskerne, for det fungerer fortrinligt under eget flag. De resterende er oldies som fungerer suverænt, men ikke fører nyt til originalerne. Eneste anke mod livedelen er de irriterende indslag af radioværten mellem numrene. Vel forstår man bevæggrundene, for det er særdeles rosende ord, han smider ud i den engelske æter, men det generer grænseløst ved gentagne lyt.
Narcissus må opfattes som et mindre og parentetisk udspil. En prøveklud for fremtiden og hertil fungerer det fint. Titelnummeret er klart esset, mens de tre øvrige numre fungerer upåklageligt. Jeg ser dog gerne mere af den indestængte aggression og det forløsende, voluminøse growl fra Sinnermann tilbage på den kommende fuldlængde.
