David Rotheray: The Life Of Birds

Det bedste på David Rotherays solodebut er i absolut verdensklasse. Undervejs bliver det genremæssigt en anelse for søgende, og i momenter kan udtrykket blive lidt vel højtravende. Men det ændrer ikke på, at Rotheray får markeret sig som en sangskriver af allerhøjeste kaliber.

Stærk sangskrivning – smukke vokaltolkninger

Det tidligere Beautiful South-medlem David Rotheray beviser på sin første soloudgivelse, at hans evne til at skrive stærke sange og sammensætte eminente vokaler og instrumenter til fine helheder, er aldeles bemærkelsesværdig. Størstedelen af The Life Of Birds er en klar succes, selvom ikke alle projekterne lykkes til fulde.

Det er en flok af vidt forskellige vokalister, David Rotheray har samlet omkring sig, på dette album, der er fyldt med fine folk-inspirerede popsange, omend vi genremæssigt kommer relativt bredt omkring.

Og for at springe ud i det bedste først, så er vidunderlige Kathryn Williams mere fantastisk end nogensinde, når hun med fremragende tilstedeværelse, nærvær og intensitet leverer ”Crows, Ravens & Rooks”, der er blandt de smukkeste numre i denne genre, jeg har hørt længe.

”The Sparrow, The Thrush & The Nightingale” åbner og lukker albummet i to varianter med en positiv og behagelig stemning. Jim Causley er bag mikrofonen her, og han gør det ligeledes fornemt på den spøjse ”The Hummingbird”, der er en art fortælling i klassisk 50’er-popstil med slideguitar og hygsommelighed.

Et smukt og fornemt højdepunkt er Eleanor McEvoys stemningsfulde levering af ”Almost Beautiful”, der hører til i noget, der nærmer sig cross-over jazz/folk, mens der er dømt mere rendyrket folk-pop på Camille O’Sullivan hæst fremsungne ”Sweet Forgetfulness” og Julie Murphys højtidelige og lidt rigeligt gammeldags ”Taller Than Me”.

Når det kommer til folkvokal bliver det næppe ret meget mere autentisk, end når gode gamle Alasdair Roberts folder den skotske accent ud til det ekstreme på fine ”Draughy Old Fortress”, mens det også er klassisk folkinspiration, der ligger til grund for Nat Johnsons ”Flying Lessons”, der kan give lette minder om Elvis Costello, og som har klart hitpotentiale til de mere voksne radiostationer.

Eliza Carthy er en spændene og interessant sangerinde, som viser sig fra sin bedste og værste side i selskab med David Rotheray. ”Cover Your Garden Over” bliver alt for overdramatisk i sin tone – til gengæld ramme Carthy plet på ”The Road To The South”, der er en meget nærværende og smuk sang med fornemme melodilinjer og en forfriskende steelguitar-solo.

Det bedste på David Rotherays solodebut er i absolut verdensklasse. Undervejs bliver det genremæssigt en anelse for søgende, og i momenter kan udtrykket blive lidt vel højtravende. Men det ændrer ikke på, at Rotheray får markeret sig som en sangskriver af allerhøjeste kaliber, og The Life Of Birds er absolut et album, som stemingsnydere vil sætte stor pris på.

Written By
More from Morten Wamsler
Cocoon: Where The Oceans End
Der veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når...
Read More
0 replies on “David Rotheray: The Life Of Birds”