In the seventies we trust
De canadiske retrorockere Black Mountain leverede en helt igennem fortrinlig koncert under Loppens lave tag onsdag nat. Som altid ender koncerter på det lille, men vellydende spillested et godt stykke efter midnatstide.
Denne aften var ingen undtagelse, men hvor man indimellem søger udgangen før koncerten er til ende, var man tryllebundet til sidste strofe forlod canadiernes strenge og havde ingenlunde behov for at stikke af før tid med tanke på morgendagens arbejde. For Black Mountain spillede kolossalt medrivende og med stor autoritet og spillelysten lyste simpelthen ud af kvintetten. Måske var det numrene fra det rigtigt stærke og prægtige nye album Wilderness Heart, der gav bandet fornyet blod på tanden. I hvert fald var numrene fra det album rigt repræsenteret. Alligevel blev hverken debuten eller den forrygende efterfølger In The Future forbigået. Næh tværtimod var fordelingen lagt med så ydmyg grundighed overfor tidligere plader, at ingen kunne føle sig snydt, hvad enten man favoriserede fortid eller nutid.
Apropos fortid er man kylet direkte hovedkulds tilbage til de stofrige og psykedeliske 70´ere, når man møder Black Mountains betonrock med udpræget hang til ekstra tunge stonerriffs i live sammenhæng. Der står old school hardrock som Black Sabbath, Led Zeppelin, Deep Purple, men også Pink Floyd mejslet i panden på de fem musikere, men det bliver aldrig pinlig eller slet kopiering, for bandet er så tro mod genren og egne værdier, at man køber hver en strofe der forlader deres monitorer.
Det for bandet så atypisk stille ”Radiant Hearts” lagde for og det blev en smuk og forførende indledning til en meget velspillet 100 min. lang koncert. Nummeret fungerede fantastisk, både live og som forsigtig åbner til en indimellem skrækindjagende tung affære. Når Black Mountain for alvor lukker op for sluserne og giver los, er det så frådende tungt, at mangt et brovtende stonerrock band, må se sig forbigået i solid og beskidt bund. Dét kan canadierne til perfektion uden på nogen måde at give køb på den allestedsnærværende gode melodi. Få bands formår som Vancouver slænget det ene øjeblik at svinerocke tungt og benhårdt, for det næste at spille øm og lidenskabelig spacerock, så Pink Floyd må få tårer i øjnene.
Herefter strøg vi direkte over i et af topnumrene fra Wilderness Heart, nemlig det monumentale og monstrøse titelnummer. Det lille lokale, blev simpelthen for snævert for den store lyd, hvilket resulterede i at rummet på det nærmeste sprængtes og med ét blev åbnet op af de magtfulde guitarriffs og de pastorale keyboardflader som fløj op og åbnede himlens port, så den mentale skærm for alvor kom i flor. Blot for straks efter, at hive os tilbage til jorden, med en morderisk tight version af ”Old Fangs”.
Skulle der være en enkelt eller to på Loppen, som havde tvivl overfor det nye materiale, blev de godt og grundigt belært i en lektion om, aldrig at tvivle på canadiernes formåen og styrke – Sikken en åbning!
Så var det tid til den lidt mere flydende og psykedelisk funderede rock fra In The Future, som nu spandt over adskillige ligeledes fortrinlige numre. ”Tyrants”, ”Wucan”, “Stormy High” og “Angels” er alle sublime esser fra den plade og dem blev vi da heller ikke snydt for i aften. Stephen McBean´s og Amber Webber´s vokalarbejde er unikt og fuldstændig frapperende på de to perler og der blev i sandhed skabt gåsehud en masse, mens de trakterede et modtageligt og oplagt publikum.
Resten af koncerten vekslede fint mellem den nyfødte og bagkataloget, selvfølgelig med en lille overvægt af Wilderness Heart´s fine numre. ”Rollercoaster” og ”The Hair Song” viste, at deres kvaliteter uproblematisk kan overføres til scenen. Ja førstnævnte var faktisk endnu tungere og slæbende rocket end studieudgaven. Da Black Mountains nær- instrumentale og 17 min. lange ekstranummer “Bright Lights” fra In The Future væltede ud over scenen, var man skiftevis bjergtaget og fuld af ærefrygt over dens overkill blanding af psykedeliske orgeltoner og nærmest voldeligt tunge stoner/sludgerock – mageløst!
Lyden var god under hele koncerten og detaljerne led aldrig under den massive bund af guitarer. De finesser keyboardet supplerer den psykedeliske tungrock med på plade, kom fornemt til udtryk og bassen var tilpas sovset og grumset, men aldrig mudret og stod knivskarpt de steder den dominerer og groover effektivt. Drengene tog ladegreb på deres respektive instrumenter og gik til stålet med stor iver og passion, mens Webber var mere inaktiv som frontfigur. Om hendes prescence er for tilbagelænet er vel en smagssag. Personligt synes jeg, at hendes fremtræden passer perfekt til Black Mountains lyd og udtryk. Uanset hvad man måtte mene, synger hun fantastisk og hendes sparring med McBean er en af de mest interessante på dagens rockscene.
En stærk, vægtig og alsidig aften på Loppen løb mod ende og eneste anke herfra er, at jeg savnede lidt flere af de mere country klingende americana-folkrock tendenser fra Wilderness Heart. Og så havde jeg set frem til at drengerøvsrocke igennem til ”Let´s Spirits Ride”, men Black Mountain ville det anderledes. Småting fra en ellers fremragende, majestætisk og magisk aften på staden.
