De herrer Jesper Skaaning, Anders Remmer og Thomas Knak fortjener en ridderorden for etableringen af en platform for dansk elektronisk musik, der her 16 år efter de første udgivelser på April Records stadig kan fungere som catwalk for nogle af de bedste kreationer indenfor genren. Både under individuelle synonymer som Acustic, Dub Tractor og Opiate, samt i treenigheden Future 3, skabt så store ringe i vandet, at den elektroniske bølge har flydt ud over landets grænser og har været en af Danmarks fineste eksportvarer.
Navnet System opstod i forbindelse med et sceneskift i 2002 til det tyske pladeselskab ~scape og et forsøg på at bryde bredere igennem end kun for feinschmecker-publikummet. Men som så mange af disse forsøg, så blev det en forfladigende oplevelse, der ofrede gruppens unikke standpunkt for at please et bredere publikum. Og en oplevelse, der gjorde, at de tre herrer muterede og optog nye former i mere eller mindre eksperimenterende udgaver.
Nu er System tilbage på dansk label og efter EP’en Tempo i 2007, der flirtede med dubstep’en, er lyden klassisk og velkendt med alle de elementer, der også tidligere har bundet trioen sammen.
System er en harmonisk enhed, der hviler i sin kølige og luftige lyd. Men det er samtidig en symbiose af individuelle bidrag: Skaanings melodiske harmonier, Remmers dubbede rytmer og Knaks lydindramning. Alle tre meget personlige bidrag, hvor hvert bandmedlem bidrager til et energifelt bundet sammen af spændingen mellem de enkelte elementer.
At lytte til System er ligesom at sidde i en designerlænestol, hvor hver enkelt komfortdetalje er udtænkt til punkt og prikke. Samtidig er det godt gedigent håndværk af klassiske dyder, der smelter sammen med moderne elementer. B er en velskabt og helstøbt kreation, der har det potentiale, der skal til for at gå direkte fra kategorien ‘Nyheder’ til ‘Klassikere’.