Kongerne er tilbage
Killing Joke! Bare navnet vækker frydefulde minder fra både de store 80´ere og de fine 90´ere og 00´ere. Jeg må tilstå, at jeg er en sucker for Killing Joke. Uanset hvilken fase af deres discografi der er tale om, er jeg solgt.
Killing Joke lagde en lille del af verden for deres fødder, da de i de spæde 80´ere lagde blændende for med deres tribale og punkede new wave på frådende albums som What´s This For, Fire Dances, Revelations og den selvbetitlede debut. For derefter at slå over i noget nær et paradigmeskifte med midtfirsertriaden Night Time, Brighter Than A Thousand Suns og Outside The Gate. Især førstnævnte to var fantastiske plader, men nu herskede store synthflader på lige fod med de krasse guitarer i en mere midtersøgende gotisk rock med post-punk aner. I 90´erne vendte bandet tilbage til fortidens meritter, men smed nu en blanding af heavy og industrial-metal i stil med koryfæerne Ministry ind i recepten. Særligt Pandemonium, men til dels også Extremeties, Dirt & Various Repressed Emotions var solide værker fra et band, der dog så småt var mærkede af alderen.
Det tordnende dyr af en dræbende joke var til gengæld tilbage i 00`erne i fin form og arrige som tyre med testiklerne bundet hårdt op og øjne der ser rødt på udspil som Killing Joke og Hosannas From The Basements Of Hell. Her var ingen alderdomstegn eller magelighed at spore. Tværtimod var de ondskabsfulde og sortsynede hate-statements fra en særdeles vrissen Coleman og et band der spillede rock som gjaldt det livet. De to udspil var soniske mukkerter fra et antiautoritært og modstandsfyldt band.
Bandet er nu tilbage i originalt lineup, hvilket som bekendt vil sige guitarist Geordie Walker, Bassist Youth, trommeslager Paul Ferguson og bandets absolutte og ikonografiske frontmand Jaz Coleman. Absolute Dissent hedder comebackpladen, og som titlen indikerer, er der intet nyt under solen hos det agiterende og modstandsprægede band. Samtidig markerer albummet trediveåret for kvartetten og det er som vanligt tungt og massivt.
Lyden er bevidst grim, grumset og kantet og knapperne er skruet af bandet selv. Grundreglen er ét riff, som køres igennem centrifugen med stålsat dedikation og kompromisløshed. Tungt, bombastisk og særdeles repetitivt. Så indædt vedholdende, at man næsten skræmmes. Det er som at bankes gentagende gange igennem skærsilden. På en gang tænderskærende ubehageligt, men også frydefuldt katarsisforløsende. Man skal have masochistiske tendenser og kunne lide at få bank, for det er næsten mental voldtægt, i samme grad som hos eksempelvis Swans, det man udsættes for på Killing Jokes nådesløse og sammenbidte frontalangreb. Advarsel eller anbefaling må være alt efter personlighed. For undertegnede er det herlig spanking af sanserne.
Alene de første fire numre er en olm fuldrigger af konfronterende og agiteret lyd, som fuldstændigt tager pusten fra en. Når først Killing Joke har fast om struben på en, giver de ikke uden videre slip igen. Spilletiden ligger for halvdelen af albummets numre godt oppe omkring de seks min. og det gør den skånselsløse følelse af musikalske klø endnu mere fysisk present.
Jaz Coleman er som altid frygtindgydende med sin magtfulde karisma. Hans flirten med okkultismen og sortmagikeren Aleister Crowley – af nogle benævnt verdens ondeste mand – afstedkom i øvrigt, at flere vendte bandet ryggen og anklagede dem for nazisympatier. Coleman er et unikum og et kapitel for sig og sprutter og syder profant, promiskuøst og blasfemisk, som havde han Lucifer lukt i hælene og forstanden på afveje. Den mand er både skummel og besat og jeg føler ofte, at jeg er ufrivillig gidsel, når jeg er i selskab med den afsindige frontfigur. Lidt som at sidde i tandlægestolen ventende på en rodbehandling. Coleman skiftevis synger, brøler og maner besværgelser hen over de metalliske bredsider. Coleman kan som få gå fra stoisk ro og på et splitsekund fortabes i vanvittig ustabilitet og seriøst galskabslignende bersærkergang med spyttet væltende ud af munden. Autencitet og tiltrækningskraft mangler han sgu ikke.
Walker hugger sine granitriffs af sted med en monstrøsitet som en bidsk muskelhund med rabies. Ferguson tæsker i gryderne, så stikkerne splintrer om ørerne på ham. Youth´s bas er sej og bastant som glohed asfalt. I det hele taget hersker der en stemning af fornyet spilleglæde – det er 28 år siden de spillede med det originale lineup – og nødvendighed over hele linjen på Absolute Dissent, der er opsigtsvækkende og bister som få. På førstesinglen ”European Super State” lister der sig dog synthtoner ind på nummeret og brutaliteten sættes lidt på stand by, mens det mørke og melankolske nummer står på. Det rammer fint Killing Jokes tone, men fremstår alligevel noget gumpetungt og er ikke en udpræget og oplagt single i min optik. En slags Depeche Mode i metallegering.
”This World Hell” er undergangshård som løbsk pest og den står på lydmæssig galde, når Coleman starter med gutturalt at brøle: “Everybody´s keeping quiet!” Håret blafrer om ørerne på en og ingen er i tvivl om alvoren. Gamle hardcore bands som Nailbomb og Fudge Tunnel har bestemt ikke levet forgæves. ”Depthcharge” er også hård kost at indtage. Vokalen går nærmest i opløsning af frustration over de huggende riffs.
”Here Comes Singularity” er helt anderledes imødekommende. Her er vi kastet tilbage til Night Time´s lyd, med et knaldgodt rocknummer tilvejebragt af præcis den guitarlyd Walker praktiserede dengang. Coleman synger overbevisende og helt atypisk for pladen med tilbageholdt aggression. Også ”Honour The Fire” viser Killing Joke fra et mere tilbagelænet stemningsleje.
Melodiøst, pompøst, beskidt og grumset på én gang – vintage Joke!
”The Raven King” er Killing Jokes smukke hyldest til deres afdøde bassist Paul Raven, som indtil hans død i 2007, havde spillet on and off på mange af bandets albums. Nummeret bæres i høj grad af det brusende og monumentale omkvæd og de sørgmodige keyboard strygerfigurer, der svæver rundt som engle blandt dæmoner. Et værdigt R.I.P. for den store bassist.
Endnu et sprængfarligt og kværnende hårdt album fra et unikt band. Udtrykket er sort som aftjent motorolie, men kan man lide sin musik sådan, er der ingen vej uden om.
