Energien stjæler fokus fra sammenhængen
Danske Mika Vandborg er klar med sit andet soloalbum, og det falder ikke nødvendigvis voldsomt heldigt ud. Vandborg synes at have stirret sig blind på energien, og han glemmer at dirigere energien de rigtige steder hen. Der er gode passager på albummet, men de kommer, når Vandborg søger yderpunkterne, og disse ligger for fjernt fra hinanden til, at albummet hænger sammen.
Det generelle indtryk af 2010 er, at Vandborg lever op til sit udsagn i pressematerialet ”meget simple ting kan fungere, hvis de har energi. Har de ikke energi, mister det også sin relevans”. Albummet er proppet med energi, men melodierne er for spinkle, og der går for meget blære-lir i den, hvilket gør, at man ofte mister fokus på helheden og sammenhængen, hvilket heller ikke bliver nemmere af, at en ny vokalist tager forgrunden på hvert eneste nummer.
De største øjeblikke findes på den drømmende melankolske”Look Me In The Eyes”, hvor Dicte leverer en sublim vokalpræstation, og hvor instrumentbehandlingen ikke stjæler opmærksomheden fra nummerets sjæl – melodien. Det andet højdepunkt er i den stik modsatte retning, når Gypsies + Future Garage Sale Item + Tue Track giver en hånd med på den hip-hoppede RATM-refererende og hårdtpumpede ”Supersonic Ride”.
Resten af albummet veksler mellem de monotone, det kedsommelige, det ligegyldige og det relativt udvandede. Allan Vegenfeldt giver god energi på ”The Smell The Taste The Sweat”, men har ikke en solid nok melodi at tage afsæt i, der er glimrende tyngde på ”Spiders and Mirrors” med Henrik Hall + Usmifka, omend lyspunkterne igen skubbes langt i baggrunden i forhold til guitarliren. Og så lukker det hele med den funky ”What’s The Fuzz”, der har Per Møller & Rockforbundet i centrum – velspillet og storsvingende, men ligger fjernt fra at afslutte den brogede og ustabile røde tråd, der er svær at følge gennem albummet.
Mika Vandborg er dygtig til at spille guitar, til at arrangere, producere, skabe energi og få det hele til at spille. Men sangskrivningsmæssigt er der langt mellem snapsene, og variationerne er så voldsomme, at de sammen med de skiftende vokalister er mere interessante og varierede, end de egentlig er vellykkede. Det er lidt synd, for projektet er sympatisk nok. Men det får mig ikke nødvendigvis til at anbefale nogen at bruge penge på albummet.
