Tidligere karakterfuld skrammelrock nu i lummer U2-Scope
Cold War Kids er på Mine Is Yours på lodret nedadgående kurs. Albummet er i modsætning til tidligere præget af en svulstig og højstemt lyd, som indimellem virker kvalmende. Produceren Jacquire King(Kings Of Leon) er indkaldt til opgaven, og han formår at pille alt som tidligere vakte opsigt hos kvartetten helt fra hinanden. Nathan Willett synger bedre end tidligere, men det er desværre ikke et fremskridt – tværtimod – for han har helt mistet sin skurrende og spændende egenart.
Alle de knaster og den indre spænding der lå i Cold War Kids´ univers på den aldeles glimrende debut Robbers & Cowards, er pist væk og erstattet af en midtersøgende og intetsigende dusinvarerock. Identitet og integritet er udvisket og fordampet og i stedet simrer nu en blød, fersk og fuldstændig karakterløs suppe, som hverken begejstrer eller ærgrer, men blot lader en kold og skuldertrækkende indifferent.
Det var en befriende og smittende ”her kommer jeg” tro på sig selv, de sprælske amerikanere mødte verden med i deres idiosynkratiske dybblå soulpunk en håndfuld år tilbage. Det sættes nu helt over styr og destrueres. Derouten var desværre allerede begyndt på Loyalty To Loyalty, men nu er skridtet taget fuldt ud og californiernes oprindelige rustne og særegne profil er definitivt skudt i sænk.
Hele Mine Is Yours emmer af U2 udsat for røvballerock, mens ligegyldige, behagesyge og pauvre melodier dominerer albummet. Willett er blevet voksen og moden i sit ægteskab på hjemmefronten, men det fordrer desværre sjældent stor kunst og det er bestemt heller ikke tilfældet her.
Tankerne smutter konstant på himmelflugt, når jeg lytter til skiven. Intet fæstner sig. Intet vil mig noget synderligt. Intet synes i det hele taget at optage kvartetten i denne tredje runde, bortset fra Willetts prisværdige, men kedelige føromtalte ægteskabelige mådehold. Selv de bedste numre som ”Out Of The Wilderness” og ”Skip The Charades” er i bedste fald middelmådige indspark i en ellers berigende musikverden omkring os.
Den semielektroniske ”Sensitive Kid” er decideret pinlig og ”Broken Open” er tæt på samme bundniveau, mens titelnummeret er en flommet og buldrende omgang tom metervare poprock.
Hvor Cold War Kids førhen kunne mønstre en skæv og charmerende melodi med lige dele pondus, snottet attitude og markant karisma, er det hele karakter- og tandløst nu. Kun ”Cold Toes” har lidt af den samme fandenivoldske og tongue-in-cheek lømmel urbane blues over sig som Cold War Kids besad som talentfulde debutanter.
Trist!
