Århusiansk stålbor i pladerillen
Tre numre skal der til for at overbevise lytteren om kvaliteten af Diamon Drives (DD) seneste korte udspil. De tre skæringer på dette minialbum er til gengæld komponeret med et sådan overblik og med en så indarbejdet rutine i håndteringen af de tunge instrumenter, at man ikke kan blive andet end imponeret.
Kvintetten har eksisteret i en håndfuld år og har tidligere smidt en ep på gaden, men nu er de tilbage med ny frontmand og med masser af tråd i årene.
”Sick Machine” lægger ud med en benhård, men også melodiøs sag, der godt kan lede tankerne hen på en blanding af Volbeat og Entombed. Det melodiøse og det catchy, der går hånd i hånd med den betonhårde rock brutalis. Der er masser af temposkift, og breaksene sidder knivskarpt lige i skabet. Vokalen behersker både den rene vokal og den langskæggede growl som eksempelvis Raunchy dyrkede til perfektion på deres første albums, inden de blev mærkelige og syntetiske.
’Syntetisk’ kan man i hvert fald ikke klandre DD for at være. Det er den ægte vare, der fortsætter med ”Golden Leaves”, hvor det varierede groove får det hele til at fremstå som et organisk hele. Det imponerende ved DD er, at der gemmer sig alle mulige detaljer mellem de tonstunge breaks og de hurtige temposkift. Man er aldrig helt klar over, hvor i nummeret, man befinder sig. Der er ikke nogen begyndelse, midte og slutning. Det er en metalfest fra start til slut, hvor der sker en helvedes masse interessant imellem.
Sidste skæring, ”Grab the Flames”, har nærmest noget Marilyn Manson over sin kontrollerede vildskab, og sammenligningen kan også gøres på kvaliteten. Det hænger fandeme godt sammen, og kan DD holde sig tilpas væk fra de melodiøse sekvenser i numrene og fokusere på det tekniske og det hårde, er der absolut god grund til at se frem til et mere sammenhængende udspil fra metaldrengene fra Århus.
