R.E.M. imponerer på deres femtende album
Om to år kan R.E.M. fejre, at det er tredive år siden, at de udgav debutalbummet Murmur. Albummet blev udgivet i 1983, og sammen med de efterfølgende Reckoning (1984), Fables of the Reconstruction (1985), Lifes Rich Pageant (1986) og Document (1987) leverede R.E.M. fem albums i træk af så uhørt høj kvalitet, at der ikke er mange – om nogen – bands i verden, der kan matche den karrierestart. Og så på blot fem år. Siden er det blevet til yderligere ti albums, med Out of Time (1991) med hittet ”Losing My Religion” som det kommercielle højdepunkt og Automatic for the People (1992) som det kunstneriske.
Collapse Into Now er bandets femtende studiealbum, og inden det røg på pladespilleren var undertegnede en smule skeptisk. For selvom Athens-bandet selvsagt ikke hare mistet talentet, så har deres seneste række af albums kun momentvist vist hvad de rent faktisk kan. En kedelig deroute som den rockede Accellerate rettede lidt op på, og som Collapse Into Now gør endeligt op med. Talentet er intakt og her 28 år efter Murmur viser Michael Stipe, Peter Buck og Mike Mills at man stadig kan regne med dem, og at de godt kan uden trommeslager Bill Berry, der som de tre andre var en del af den oprindelige besætning, men som i 1997 besluttede at forlade bandet.
Albummet skydes i gang med ”Discover” der er et rocknummer af den slags, der ikke ligger langt fra hvad bandet leverede på Monster (1994). Sangen følges op af ”All the Best”, der brager ud af højtalerne fra første guitaranslag. “I’ll show the kids how to do it fine, fine, fine, fine”, synger Michael Stipe med sin let genkendelige stemme og senere synger han: “I just have to get that off my chest / Now It’s time to give on with the best”. R.E.M. er uden tvivl tilbage, og det lader til de godt ved, at de rent musikalsk har været væk i en årrække.
Der bliver skruet ned for volumen på de to næste numre. ”Überlin” var et af de første numre R.E.M. slap løs op til udgivelsen og den er et rigtig fint akustisk popnummer, der leder tankerne hen på Out of Time. Det samme gør ”Oh My Heart”, hvor Peter Buck har fundet mandolinen fra ”Losing My Religion” frem igen. Blandt albummets andre stille numre er ”Walk It Back” og ”Me, Marlon Brando, Marlon Brando and I”, og det er netop på numrene i den mere bløde ende af skalaen R.E.M. denne gang gør det bedst. De rockede numre falder dog på ingen måde igennem og et nummer som ”That Someone Is You” vækker mindelser til de tidlige år, der stadig står som de bedste.