Ny stærk personlighed på den amerikanske popscene
Den unge amerikanske sangerinde Lissie er egentlig ikke den store nyskaber på musikkens verdenskort. Ikke desto mindre er hun en anelse mere interessant end så mange andre af de amerikanske popsangerinder. Det er som om, at Lissie er en lidt mere nærværende sangerinde med en større grad af integritet, hvilket efterhånden er alt for sjældent at bemærke på popscenen fra den anden side af atlanten.
Der er referencer til de amerikanske traditioner og rødder, men ellers er pop-genren den klareste kategoribetegnelse for Lissie. Pop med en vis dybde – og med håndspillede instrumenter og en aldeles stærk vokal. Det viser sig allerede fra ”Record Collector” og den pågående og insisterende ”When I’m Alone”.
Lissie er stærkest, når tempo og arrangement skrues ned, så der bliver rigeligt plads til vokalen. Det kommer lytteren til gode på ”Bully”, der er en flot ballade, der indledes helt nedtonet, og som siden bygges op i et smukt arrangement. ”Everywhere I Go” er ligeledes en forrygende og stort anlagt ballade, der med sin næsten hymneagtige størrelse alligevel fremstår skrøbelig og sart. Ligeså stort vokalpotentiale kendetegner den roots-befængte sjælestærke afstlutter ”Mississippi”.
”Stranger” har et fint flower-power-poppet snit, mens albummets øvrige numre til tider fremstår med en kedsommelig overflade, der dog synes at rumme en dybere energi, end de i første omgang giver udtryk for.
Lissie er måske ikke den nye store pop-dronning, men hun giver den amerikanske popscene en stærk ny personlighed og integritet, og hun formår at fremstå som en sangerinde helt nede på jorden, selv når hendes vokal svinger sig helt op i det himmelske. Der er virkelig noget at holde øje med her, selvom der også er plads til forbedringer.