Drevet af kaos
Den alsidige danske støjrockduo Howl Baby Howl har efter to konventionelle pladeudgivelser i 2008 og 2010 kastet sig ud i et mere halsbrækkende projekt. Med denne EP kaldet Kids of Chaos har duoen taget hul på en trilogi bestående af tre EP’er, og titlen er meget sigende i forhold til det kaos som de unge herrer Jeppe Brix og Silas Tinglef har kastet sig ud i denne gang.
Musikalsk kaos er der rigeligt af på de fem skæringer, og det er utvivlsomt helt bevidst af duoen. I forhold til deres tidligere kompromisløse garagerock, har de nu fået blod på tanden i forhold til at grave lidt dybere i værktøjskassen. Det støjer og skramler stadig, men lydbilledet er langt mere varieret og eksperimenterende – kaotisk. Der veksles mellem lige dele støj, surf og syre. Vokalen er forvrænget og med rigeligt rumklang, og det lader til, at alle guitarpedaler er fundet frem. Quentin Tarantino er en mand der ofte henter inspiration til sine film i musik, og Kids of Chaos kunne nærmest have været inspirationen til et par af instruktørens film.
Howl Baby Howl har taget et stort skridt med udgivelsen af Kids of Chaos. Genren har fået en spændende skævvridning, og i duoens nye univers er skævhed formentlig også en af de primære intentioner med musikken. Melodierne og de monotone men fængende passager i musikken er der stadig, og det bevirker, at ”gamle” tilhængere af duoen formentlig nemt vil kunne genkende dem i det nye udtryk. EP’en består kun af fem skæringer og er en tredjedel af et større projekt. I denne lille blandede og smårodede snas kan det være svært at finde den røde tråd i Howl Baby Howls nu lidt mere skæve og syrede univers, men min interesse er bestemt vakt, og efterhånden som den samlede udgivelse af tretrinsraketten tager form, er det ikke umuligt at duoen træder mere markant ind i de unge hippe danskeres hjerter.
