Rodet råbe-indie
Jeg er udmærket klar over, at Art Brut ikke kæmper for at blive anerkendt som et musikalsk skønhedsvidunder. Men uanset at rammerne bliver brudt hele tiden i et skævt og usammenhængende indierock-univers, så bliver helheden alt for rodet til, at jeg kan påstå, at jeg synes, at Art Brut lykkes med Brilliant! Tragic!.
I forhold til tidligere Art Brut-albums er dette skrevet på kortere tid med større samlet fordybelse, men det ændrer ikke på, at det minut for minut peger i vidt forskellige retninger. Og det betyder ikke, at det bliver mindre rodet, for det er svært at finde de lange røde tråde på albummet.
En stribe af numrene er højtråbende skæverter, mens der andre gange bydes på tung og slæbende rockbund, som for eksempel på ”Bad Comedian”. ”Axl Rose” er et stort virvar, og trådene stikker i alle verdenshjørner på nummeret med den nydelige titel ”Martin Kemp Welch Five-a-side Rules”.
Det forbliver ikke lige uinteressant hele vejen igennem. ”Sexy Sometimes” har en anderledes klædelig frækhed og underspillethed, som får det bedste frem i alle de mange afskygninger, der findes hos Art Brut. Og så sidder førstesinglen ”Lost Weekend” lige i skabet med den samme arrogant-frække ærkebritiske attitude, som ellers kun Jarvis Cocker kan fremmane. Endelig bydes på en skæv og skør afslutter på ”Sealand”, der med sit poppede kor og usædvanlige sammensætning lukker albummet af med et stort glimt i øjet.
Art Brut har alt for langt imellem de interessante øjeblikke på dette album, og derfor kommer det til at stå tilbage som et rodet virvar af råberi og skæverter og med kun ganske få gode momenter. Det er ikke så lidt skuffende endda, men giv gerne de anbefalede numre et lyt. Det er de værd.
