Tam treer fra potentielle vindere
New yorkerne The Rapture er på deres tredje langspiller vendt tilbage til DFA Records, hvis skaber James Murphy producerede deres fremragende debutalbum Echoes tilbage i 2003. Dengang var deres excentriske blanding af postpunk, garagerock, house og disco plasket til med uddaterede analoge synths, et særdeles frisk pust på rockscenen. Albummet tog mange med storm og landede med rette på manges læber det år. Den samme friskhed og nyhedsværdi kan man selvfølgelig ikke forvente i dag, men det er alligevel med en hvis skuffelse og tam smag i munden jeg sidder med, når In The Grace Of Your Love spinder.
”Sail Away” starter ellers forrygende og helt som man kender amerikanerne. Et balstyrisk pumpende, men også velsignet melankolsk nummer med et knaldgodt beat, et rigt næsten brusende pompøst lydbillede og en velsyngende Luke Jenner, der udgyder samme mængde weltschmerz som Harry McVeigh fra White Lies. Men allerede på ”Miss You” og ”Blue Bird” går det galt. De to savner i den grad nerve og melodisk gennemslagskraft. Et par pauvre sange, der retningsløst forsøger at finde eget ståsted og identitet, men som aldrig rammer noget rigtig interessant i forsøget. Førstnævntes glæde ved håndklap, bumby bass og kitchede synths kunne have virket, men det gumpetunge omkvæd fremstår som fladt fadøl, mens sidstnævntes ulidelige fistelstemme bringer uheldige minder om Scissor Sister.
”Come Back To me” skyder af sted med harmonikarytme, der banker derudaf på tom repeat og som er decideret pinlig indtil den mod vejs ende fader ud og pimpes lidt op af et tungt programmeret beat, som går i både mellemgulv og fødder, men det ender alligevel med at lyde som et ubehjælpsomt pseudo-discomix af en af Mobys elektroniske gospelhymner.
Titelnummeret er derimod en mere tilbagelænet og luntende sag, der blander lidt reggaerytmer med dancesynth. Luke Jenners vokal er denne gang holdt klædeligt fra de noget skingre hyl og himmelvendte tenorstemme, og det får ham til at lyde som David Byrne. Samtidig er skæringen med sine halvskæve, småfunky rytmer en soulmate til netop Talking Heads.
”Never Gonna Die Again” er til gengæld en frygtelig fesen lummerfunky fætter, der føles håbløst passé og helt ude af trit med The Raptures ellers veloplagte staccato-disco. Også ”Roller Coaster” er drønkedelig og blodfattig metervare uptempo-rockfunk uden skyggen af karakter og med et ualmindeligt ringe omkvæd.
Noget bedre står det til med ”Children”, der på trods af sin repetitive og lidet varierede sangstruktur og monotone beat, formår at mønstre et særdeles flot og dansabelt nummer, der sætter sig grundigt fast i erindringen. Men allerbedst lyder ”How Deep Is Your Love?”s ærkeforelskelse i discohandclaps og pulserende eurodance. Det er satans effektivt og spot on til klubgulvet, særligt når det hele løftes mod ekstatisk henførelse med svedige soulede saxofoner og huggende orgel. Det bliver albummets helt store perle og et vidnesbyrd om, at The Rapture stadig har en eksistensberettigelse og med rette fortsat kan opnå publikums gunst, når de vel at mærke gider.
Samlet set er der alt for mange fillers og alt for langt mellem de memorable øjeblikke og substantielle numre hos de engang så hypede new yorkere på In The Grace Of Your Love.
