Usammenhængende og ujævnt fra amerikansk altmuligmand
Den amerikanske musiker Jonathan Wilson er både sanger, sangskriver, guitarist, producer, studieindehaver og alt muligt andet, og i de fleste sammenhænge har han arbejdet sammen med en lang stribe store navne i indie- og rockkredse. Men han arbejder også som solist, og det nye album Gentle Spirit har været længe undervejs. Faktisk er det fire år siden, at arbejdet på albummet blev indledt, og der er kommet et ambitiøst, men ikke helt sammenhængende værk ud af anstrengelserne.
Der er ikke den store tvivl om, at Jonathan Wilson elsker sin guitar, og at de virtuose tiltag på strengene er blandt dem, der får adrenalinen i top hos Jonathan Wilson. Men hos mig er det de fine, smukke og intense sange, hvor tempoet og elektriciteten er skruet helt ned, at Wilson står stærkest, og det store problem er spændvidderne fra de guitarvirtuose passager til de nedskrabede og smukke yndigheder.
Titelnummeret er flot – og i øvrigt primært klaverakkompagneret – ”Ballad Of The Pines” viser Wilson som en helt igennem stærk vokalist, ”Waters Down” er ligeledes nærværende til det yderste trods den grumme afslutning, jeg godt kunne have undværet – og endelig er jeg ganske vild med ”Magic Everywhere”, der fremstår med en melodi, der er, nåja magisk.
Resten af albummet er groft sagt et sammensurium af guitarsoli, synth-flader, små fine melodier og uforståelige langtrukne koblinger fra det ene til det andet univers. Det er derfor et album, der er svært at holde af i sin helhed, men det er også forbandet svært ikke at holde af en del af det.
