Et noget ufarligt bæst
På deres debut lød danske Surfact lidt som en del af en ny grungebøgle, men der er ikke længere så meget bid i det bæst, der skal fodres på Feeding The Beast.
Med Feeding The Beast udgiver Surfact deres tredje album, og ligesom det var tilfældet på forrige album er Søren Balsner fra Carpark North også med som producer denne gang. Man kan flere steder høre elementer i lydbilledet, der leder tankerne hen på Carpark North, og Surfact har i det hele taget bevæget sig et godt stykke væk fra den grungelignende lyd, de havde på deres første album. Dog er nogle af numrene på albummet stadig ovre i rockgenren, fx titelnummeret, der er et godt bud på en single, såvel som ”The Pace”, der i øvrigt har formået at holde en smule fast i grungestilen i form af teksten, fx lyder det i omkvædet: ”Leave behind / the useless people / that I hate”. Det emmer lidt af destruktion og vrede, men på den radiovenlige måde.
Blødheden er dog i den grad også til stede på albummet, især på nummeret ”Atmosphere”, der i denne anmelders ører bliver lidt for, undskyld udtrykket, tudende. Det er helt i orden at et rockband laver ballader, nogle af de bedste ballader er sågar lavet af rock- og metalbands, men det skal gøres på en måde, der får lytteren til at finde det smukke i sangen. Det formår Surfact ikke på ”Atmosphere”, det er desværre bare jævnt kedeligt. ”No Real You” og ”Higher Ground” er ligeledes eksempler på den slags lidt søvndyssende sange, der vist har haft til hensigt at lyde storladne, men blot er uinteressante.
Til gengæld er der, udover de to indledende numre, det afsluttende nummer ”When I Return” som er virkelig godt. Det er en del tungere end resten af albummet, på nær ”Leave and Survive”, der også fremstår som et nummer med mere rå kant, til trods for det 80’er pop-agtige keyboard i introen. Det klæder Surfact at skabe numre i netop den lyd, som de to numre repræsenterer, så det er ærgerligt at der ikke er mere af den slags på Feeding the Beast. Havde bandet satset mere på det publikum, der er til den tungere genre havde albummet muligvis lydt en del mere helstøbt, i stedet for at fremstå som et bæst, der godt kan snerre lidt og måske bide, hvis det går vildt for sig, men oftest bare vil klappes.
