Saviours: Death´s Procession

Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivede guitarer. Deres fjerde udslip er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore.

Oldschool metal på højt blus

Tyngderockerne i Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivne guitarer. Deres fjerde udslip Death´s procession er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore. At de har turneret flittigt med pionerer som Mastodon, High On Fire, The Sword, Saint Vitus og Witchcraft siger en hel del om kvartettens lyd.

Deres på overfladen ret straight-forward heavy metal, blandes op med punkelementer og spacede sekvenser, der indimellem ligefrem swinger og de otte numre albummet består af, udgør tilsammen et flerhovedet bæst, der adskillige gange sender en til tælling.

Austin Barber og Sonny Reinhardts afgrundsdybe guitarer hamres nådesløsts henover Carson Binks stoute bas og Scott Batistes bastante trommer. De to guitarister deler vokaltjansen og forfalder aldrig til growl eller decideret brølende stemmelejer, men at de mener business er man sgu ikke i tvivl om, når de skråler sange om dødens uigenkaldelige komme ned over lytteren.

Over syv brutalt skånselsløse minutter åbner ”The Eye Obscene” med en insisterende og stenet gestalt af Black Sabbath og YOB. Tempoet er slæbende og klæbrigt, men aldrig mudret og bandet formidler faktisk noget, der minder om et genkendeligt omkvæd, selvom det får kamp til stregen af det voldsomt muskuløse og tæskende lydbillede. Vokalen er vred og sej, men alligevel melodiøs oldschool. Der bankes en solid og sjælestærk solo ind undervejs, mens det mod slut forløses i et marchlignende tromme- og guitarløb, der vidner om Saviours glæde ved et band som Iron Maiden.

På ”To the Grave Possessed” går der for alvor NWOBHM i Saviours der fra første sekund ryger direkte tilbage til den æra. Unisone guitarriffs og letbenede rullende og galopperende tempi med behørig melodiøsitet og iørefaldenhed, viser Saviours fra en mindre vægtig side en åbneren.

”Fire Of Old” bider High On Fire i haserne med en fremdrift som en køter, på en føde af Motörhead og brændevin. Det bliver dog lidt for stereotypt og mister noget af sin egenart, selvom en frydefuld og rock´n´rollet solo løfter nummeret imod enden. Bedre står det til med ”Earthen Dagger”, der genfinder noget af Saviours monolitiske, næsten maskinelle tyngde. Bevares, noget af den umiddelbare melodi går tabt på vægtkontoen, men jeg kan nu bedst lide Oakland-drengene, når de stemmer spaderne i bund og går helt ned i knæstilling

”Crete´n” er albummets svageste nummer, hvor bandet sender en hilsen til tidlig Mastodon, men her kommer de altså til kort, for Atlanta-ekvilibristerne er ikke ligefrem nemme at bide skeer med. Dét nummer kunne jeg godt have undværet. ”God´s End” havner i samme problem og skydes afsted med alt for meget tempo og for pauver en melodi. Earthless´ Isaiah Mitchel er indkaldt til at fortætte nummeret med en ekstra guitar, som desværre gør hverken fra eller til.

Til gengæld er der godter at hente på albummets helt tunge scoop ”Earth´s Possession & Death´s Procession”. En tyk tyk lyd med en snert af pumpeorgel i baggrunden og tonstunge guitarbredsider. Det instrumentale svar på melasse ender dog ud i nogle lange og ganske melodiøse soli, der løfter skæringen op af sumpen og henviser bandet til en næsten jublende outro. At nummeret er vokalløst er vel en smagssag, men personligt finder jeg Saviours musik oplagt til instrumentale præmisser, da jeg bliver en smule træt af de to herrers begrænsede vokaler i længden.

“Walk To The Light” ender Death´s Procession og titlen er velvalgt, for efter en lang og noget gumpetung indledning, bryder lyset frem midtvejs og skiven ender i en opløftende finale af gyngende iørefaldende soloer, komplementeret af skarpe riffs og afstemte breaks.

Saviours er dedikerede musikere og har bestemt masser at byde på, men skulle jeg helt op at ringe af begejstring, skulle tyngden i højere grad fastholdes og når albummet kun indeholder otte numre, går det altså ikke med to halvkedelige fusere. Alligevel skal amerikanerne roses, for når de er gode, er de gode med tyk streg under.

More from Thomas Steen Jensen
Balloon Magic: Mornings EP
Balloon Magic går efter den store britiske sensitive indiepop, som den lød...
Read More
0 replies on “Saviours: Death´s Procession”