Det er svært at løbe fra, at jeg er en sucker for pop, gerne den klistrede version af det fyldt med lidt for mange klichéer og dansable rytmer. Jeg kan simpelthen ikke stå stille, når de søde toner flyder – og det er nok til Laust Sonnes fordel. Og hvorfor så det? Jo, fordi jeg er sikker på, at enhver anden anmelder ret hurtigt ville sætte Sonnes debutalbum i en kasse med døgnfluer og så bevæge sig videre, mens jeg lige dvæler lidt (eller danser om man vil), mens Sonnes kliché-fyldte univers breder sig fra højtalerne.
Sonnes selvbetitlede debut indledes med “Lost My Heart”, som de fleste må være stødt på efter en del måneder i heftig rotation på P3. Universet minder om Privates, måske en anelse mindre musikalsk elegant og en anelse mere syntetisk, Sonnes vokal er lys og feminin og blød som smør.Hvis man lukker øjnene, føles det næsten som at stå dér midt på dansegulvet, mens DJ’en vender plader, og lysene blinker. På albummets andet track “Like A Chemical” skrues der – i hvert fald i starten – lidt ned for det elektroniske, og det er reelt muligt at lokalisere guitar og bas. Der er tale om en lille popballade med en catchy melodi, men uden samme hit-faktor som “Lost My Heart”.
Hitfaktor har til gengæld “Spell On You” (track 5), som også var albummets singleforløber og som igen minder om Privates univers. Der står disko ud over det hele, og Sonnes vokal passer fint til musikken, svingende mellem lys, næsten falset og boyband-agtig blød stemme. “Spell On You” efterfølges af “What About Us”, som er endnu en kedelig ballade. I det hele taget er albummets popballeder småkedelige og minder lidt om Roxettes nyligt udgivne album, hvor det kun var i små øjeblikke, at bandets storhed sås. Måske er det et problem, at det lyriske bliver for tydeligt, når tempoet tages ud af musikken, tag fx indledningen til “How can I?”: “How can I make you feel my love? / Make your body explode like a molotov”. Sådanne sætninger er i orden, hvis de suppleres af konstrastfuld lyrik eller bruges i uklistrede, musikalsk mere hårde sang, men når det er Sonnes seriøse bud på en popballde, så er det vist tydeligt, at der ikke er en stor tekstskriver gemt i Sonne.
Som det nok står klart nu, så er et problem med Sonnes solodebut inkonsistensen i det musikalske indhold. Det ene øjeblik er vi i ultraelektroniske dance-eldoradoer, det andet i et halvhjertet forsøg på en ballade. Der mangler en rød tråd og også en konsistens i kvaliteten. Måske Sonne havde været bedre stillet, hvis han havde satset hardcore på de dansable døgnfluer, som lader til at være hans niche, og var gået let og elegant uden om forsøget på at bevæge sin ind på boybandenes domæne. Og med det problem lokaliseret, så falder konstateringen om, at albummet rummer flere ballader end up-tempo-diskosange rimelig tungt.
Med det sagt, så danser jeg stadig videre med et lille håb, om at Sonne fortsætter med at tage sin indre pop-dreng alvorligt og går benhårdt mod endnu en popalbum klistret ind i dansable rytmer og disko-mentalitet og – ikke mindst – går i en stor bue uden om forsøget på at skrive vedkommende tekster til down-beat ballader.
