2011 i ord og lyd
Nedenstående er en gennemgang af de albums, der rent personligt har begejstret mest. Under hvert afsnit kan der høres en enkelt sang fra de nævnte albums.
2011 har været et godt musikår. Flere af mine favoritkunstnere har udgivet nyt og nye interessante navne er kommet til. Blandt førstnævnte er bands som Wilco, Richmond Fontaine og Drive-By Truckers. Wilco der pga. pladeselskabet Warner havde store problemer med at få udgivet Yankee Hotel Foxtrot tilbage i 2002, har nu lavet deres eget pladeselskab dBpm og har i år udgivet The Whole Love, der er et af deres bedste albums til dato. At Wilco er glade for deres beslutning om at starte et pladeselskab høres tydeligt på nummeret ”I Love My Label”. At jeg også er glad for deres beslutning kan ses nederst på siden, hvor Wilco figurerer på min top 10 over årets bedste albums – en top 10, der er blevet til en top 12. Selvom både Drive-By Truckers’ og især Richmand Fontaine’s albums også er gode, så har de ikke kunnet stå distancen i et ualmindeligt stærkt musikår. Det samme er tilfældet med Ryan Adams, der med Ashes & Fire har begået sit bedste i mange år og Okkervil River, der ellers har for vane at komme med på min top ti hver gang de udgiver et nyt album. Sidstnævnte har givet lidt køb på de gode melodier til fordel for et fyldigere lydbillede, og det har kostet.
Blandt de kvindelige kunstnere, har Feist endnu en gang imponeret. Efter fire års albumpause vendte hun tilbage med Metals, der indeholder så mange gode melodier og så fin en vokal, at man hurtigt glemmer, at man har savnet hende de år, hun har været væk. Og så har Damien Rice’s tidligere sidekick Lisa Hannigan med Passenger taget et stort skridt videre i forhold til debuten Sea Sew (2008) og begået et af årets smukkeste albums. Hun får hjælp af bl.a. Ray LaMontagne på albummet, men viser, at hun i den grad er klar til at stå på egne ben. På Nicole Atkins’ Mondo Amore møder vi to sider af den smukke sangerinde; den udadfarende og den inderlige. Det er den udadfarende, der vinder slaget, hvilket er en skam, for det er i inderligheden Nicole Atkins’ force ligger. Ikke desto mindre et rigtig godt album.
Wilco “Art of Almost”:Richmond Fontaine “Lost in the Trees”:Drive-By Truckers “Used To Be a Cop”:Ryan Adams “Dirty Rain”:Okkervil River “The Valley”:Feist “How Come You Never Go There”:Lisa Hannigan (feat. Ray LaMontagne) “Oh Sleep”:Nicole Atkins “Hotel Plaster”:
Nye bekendtskaber
Blandt de stærkeste af de nye bekendtskaber er The Head and the Heart’s afdæmpede americana, der er guf for yndere af Ryan Adams anno Heartbreaker eller af The Avett Brothers. Der er også Lera Lynn‘s countryinficerede ballader, Tennis’ melodiske retropop og Other Lives, der med Tamer Animals har leveret et af årets bedste indiealbums. Duoen The Civil Wars, bestående af John Paul White og Joy Williams, skal også nævnes som et dejligt nyt bekendtskab. Stilen er sukkersød folk-pop, hvor de tos vokaler snor sig lystigt i hinandens selskab. Måske ikke nogen kunstnerisk perle, men en behagelig kompagnon, der lige nøjagtigt kvalificerer dem til nedenstående liste over årets bedste albums.
Årets nye bekendtskab på kvindesiden er Sarah Jarosz, der med sit andet album, Follow Me Down, leverede et fornemt countryalbum med masser af mandolin, banjo og cello. Jarosz har fået sit gennembrud i 2011, og er man til countrymusik, så er der ingen tvivl om, at man vil støde på hendes navn mange gange i årene, der kommer.
Udover The Civil Wars er der kun to helt nye bekendtskaber, der har formået at klemme sig ind på min endelige liste over 2011s bedste albums. Den første er Josh T. Pearson, der med Last of the Country Gentlemen har begået en genistreg af et trist album – og så oven i købet pakket det ind i et af årets smukkeste og mest stemningsfyldte albumcovers. Det er katarsis hele vejen igennem, og sangtitler som ”Thou Art Loosed”, ”Honeymoon Is Great, I Wish You Were Her ” og ”Sorry With A Song” lyver ikke om deres indhold. Fire af sangene på albummet strækker sig over mere end ti minutter, så der er masser af tid til at dvæle ved følelserne. Det andet nye bekendtskab er Hayes Carll. Han har allerede udgivet fire albums, men det var først i år og med albummet KMAG YOYO (& Other American Stories)han nåede mine ører. Ved første gennemlytning blev han fundet for let og forkastet, men som med så meget andet, så bliver man belønnet ved at udvise lidt tålmodighed. Det er countrymusik af den gamle skole. Tænk Woodie Guthrie, Willie Nelson og Hank Williams. Melodierne er simple og teksterne gode og skiftevis alvorlige og humoristiske.
The Head and the Heart “Down in the Valley”:
Lera Lynn “Bobby, Baby”:
The Civil Wars “Poison & Wine”:
Sarah Jarosz “Ring Them Bells”
Josh T. Pearson “Sweetheart, I Ain’t Your Christ”:
Hayes Carll “KMAG YOYO (live)”:
Den hårde musik
Metalmusikken var den genre, der først optog mig og for alvor vækkede min interesse for musik. Gennem en periode på syv-otte år var det den eneste slags musik, der optog mig og dét alle sparepengene blev brugt på. Det er længe siden nu, men genren står stadig mit hjerte nær. Der er ikke kommet noget med på min liste over årets bedste albums, men der har været flere inde og snuse til bunden af listen. Først og fremmest skal Sick Of It All nævnes. De var et af bandsne, der med albummet Just Look Around (1992) affyrede startskuddet til min interesse for den hårde musik. Desværre er tiden siden løbet fra lyden på det album, og derfor var glæden stor da det stod klart, at bandet i forbindelse med deres 25 års jubilæum havde lagt vejen forbi Tue Madsen og hans Antfarm Studio i Århus for at genindspille tyve af numrene fra perioden mellem Sick of it All 7” (1987) og Life on the Ropes (2003). Resultatet er tight, hårdtslående, friskt og over forventning.
Blandt årets andre gode metaludgivelser er Liturgy’s fanden i voldske black metal på Aesthethica, der vokser ved hver gennemlytning og Amon Amarth’s mere traditionelle dødsmetal på deres niende album Surtur Rising, der er et godt eksempel på svenskens evner ud i at kombinere den gode melodi, de hurtige trommer og de fede riffs. Revocation’s Chaos of Forms og Primordial’s Redemption At The Puritan’s Hand skal også kort nævnes. Det samme skal Becoming The Archetype, der med deres mange-facetterede album Celestial Completion har skabt noget af det mest intense metal i 2011. Fucked Up’s monstrøse punkepos David Comes to Life skal også nævnes her. En kraftpræstation, der tåler utallige gennemlytninger. En 80 minutters lang odysse af skiftevis larm og smukke melodier.
Sick of it All ”Chip Away”:
Liturgy “Returner”:
Revocation ”No Funeral:
Amon Amarth “Destroyer of the Universe”:
Primoridial “The Mouth of Judas”:
Becoming The Archetype “Xenosynthesis: (Requiem Aeternam, Pt. 3)”:
Fucked Up “Queen of Hearts”
Årets 10 bedste albums
Hvem er så kommet med på min liste over årets bedste albums? Af de allerede nævnte har Wilco, Hayes Carll, The Civil Wars og Josh. T. Pearson klaret cuttet. Fire amerikanske outfit og resten af listen er også fra over there kan jeg godt røbe med det samme. I den nederste ende af listen ligger de to ligesindede amerikanske singer-songwritere Jeffrey Foucault og Chris Bathgate. Begge har de en del udgivelser på bagen uden at have fået et gennembrud, der rækker ud over USA. Det betyder ikke, at det er værd at lytte til, og selvom hverken Bathgate’s Salt Year eller Foucault’s Horse Latitudes er deres bedste album til date, så har de en kvalitet, der gør dem unikke og kvalificeret til listen over årets bedste. Endnu en gang skal man dog have tålmodighed og lade albummerne trænge langsomt ind under huden på en.
En tredje kunstner, der ikke har fået den anerkendelse hun fortjener, er Marissa Nadler. I alt fem albums er det foreløbigt blevet til uden at få et gennembrud. Heldigvis er hun et stort undergrundsnavn og hendes fanskare har delvist finansieret hendes nye og selvbetitlede album, efter hun blev droppet af sit pladeselskab i 2010. Hun har udtalt, at hun ikke er sikker på, at hun er helt tilfreds med den rigt orkestrerede produktion, der præger det nye album, og der er da også stor forskel på hendes tre første albums og så dette, men det viser bare en kunstner, der kan begå sig på flere platforme. Og så gav hun en smuk koncert i Pumpehuset tidligere i år. Sam Beam’s Iron & Wine har for længst fået sit gennembrud og må betegnes som en af de helt store indenfor den afdæmpede singer-songwriter-genre. Alligevel har han bevæget sig videre på det nye album Kiss Each Other Clean, der er lidt mere larmende og eksperimenterende end tidligere. Det bliver selvfølgelig aldrig mere end at alle stadig kan være med og Sam Beam’s blide vokal og de gode melodier smyger sig stadig smukt op og ned ad hinanden.
I 2008 var Bon Iver det helt nye skud på indiestammen. Historien gik på, at Bon Iver (aka. Justin Vernon) havde isoleret sig i en hytte i Wisconsins skove i fire måneder, og da han havde bearbejdet hvad der skulle bearbejdes og kom tilbage til civilisationen, havde han For Emma, Forever Ago med sig i rygsækken. Siden har han spillet med navne som The National, Kanye West og James Blake. Ovennævnte har boosted forventningerne til Bon Iver’s andet album så meget, at de burde være umulige at imødekomme. Ikke desto mindre er det lige præcis hvad Bon Iver gør. Med Bon Iver har Justin Vernon for alvor forladt hytten i Wisconsin og er klar til at møde verden med et mere udadvendt album, der stadig umiskendeligt bærer Vernons signatur af følelse og falset. Smukt smukt smukt.
I top tre ligger Kurt Vile, Jason Isbell og Gillian Welch. Kurt Vile har siden debutalbummet Constant Hitmaker fra 2008 været et navn i undergrunden med en stødt voksende fanskare. Med årets album Smoke Ring For My Halo brød Vile ud af undergrunden. Han pakker ikke længere de gode melodier ind i en skramlet og upoleret lo-fi produktion. Og gode melodier er der masser af i Kurt Vile’s dovne univers og lige så pludseligt han blev et navn i undergrunden, lige så pludseligt er han nu blevet et navn man virkelig skal regne med.
2011 var også året, hvor Gillian Welch vendte tilbage med sit første album i otte år. Med sig på albummet har hun endnu en gang sin mangeårige musikalske partner David Rawlings, der udover at spille banjo, harmonika og guitar også har produceret albummet og står som medsangskriver på samtlige af albummets ti sange. Instrumenteringen er spartansk og akustisk, og musikken lyder som gamle countryklassikere, der er gravet frem af den amerikanske muld. Welch synger smukt som altid, og Rawlings subtile guitarspil er en sand fornøjelse at lade sig forføre af. At de to også kan, når de står på en scene, viste de i november måned i Det Kongelige Teater, hvor de i de flotte rammer gav en af årets bedste koncerter.
Om Jason Isbell’s Here We Rest er årets bedste album ved jeg ikke, men det er det jeg har hørt mest i løbet af 2011, og selvom det udkom tilbage i april måned, så er jeg ikke færdig med at lytte til det endnu. Jason Isbell var en væsentlig del af Drive-By Truckers på Decoration Day (2003), The Dirty South (2004) og A Blessing and a Curse (2006) inden han gik solo efter sit brud med hustruen Shonna Tucker, der også var blevet en del af bandet. Isbell var på det tidspunkt den måske mest interessante af bandets sangskrivere, og at han også kan uden Patterson Hood, Shonna Tucker og Mike Cooley har han siden vist. Hans tredje og seneste album i eget navn er også hans bedste. Det er primært blød sydstatsrock/country, der stryger sin lytter med hårene, men fortiden i Drive-By Truckers fornægter sig ikke på eksempelvis et som ”Go It Alone”.
Min liste over årets bedste albums:
1. Jason Isbell: “Here We Rest”
2. Gillian Welch: “The Harrow & The Harvest”
3. Kurt Vile: “Smoke Ring For My Halo”
4. Josh T. Pearson
5. Bon Iver: “Bon Iver”
6. Marissa Nadler: “Marissa Nadler”
7. Hayes Carrl: “KMAG YOYO (& Other American Stories)”
8. Jeffrey Foucault: “Horse Latitudes”
9. Wilco: “The Whole Love”
10. Chris Bathgate: “Salt Year”
10. Iron & Wine: “Kiss Each Other Clean”
10. The Civil Wars: “Barton Hollow”
Jeffrey Foucault “Goners Most”:
Chris Bathgate “Poor Eliza”
Marissa Nadler “The Sun Always Reminds Me Of You”:
Iron & Wine “Walking Far From Home”:
Bon Iver “Minnesote, WI”:
Kurt Vile “On Tour”:
Gillian Welch “The Way It Goes”:
Jason Isbell “Alabama Pines”:
Andre nævneværdige udgivelser
Udover alle de ovennævnte, så skal følgende også have et ord med på vejen. De var alle med i opløbet, men ingen af dem klarede skærerne. Størst var forventningerne til Will Hoge’s syvende album, Number Seven, men på trods af nogle gode numre og mange forsøg på at lytte sig ind på resten, så har det ikke formået at fæstne sig som et af årets bedste. Bedre gik det for den tidligere Verdana-sanger A.A. Bondy, der med Believers leverede endnu et flot album til de sene nattetimer. Adam Cohen bekendte i 2011 kulør og vedkendte sig sit slægtskab med sin far. Det er der kommet et smukt kærlighedsalbum, hvor de til tider lidt banale tekster holdes fint oppe af de gode melodier og Cohens flotte vokal. My Morning Jacket’s smukke og melodiske Circuital, Mariachi El Bronx’ andet favntag med mariachimusikken på II og Frank Turner’s glade og festlige England Keep My Bones har også været med i overvejelserne.
Og så var 2011 året hvor R.E.M. med Collapse into Now satte et flot punktum for en glorværdig karriere, der blev indledt med fem albums, der for undertegnede alle står tilbage som klassikere.
Will Hoge ”When I Get My Wings”:
A.A. Bondy: “Drmz”:
Adam Cohen “What Other Guy”:
My Morning Jacket ”The Day Is Coming”:
Frank Turner “I Am Dissapeared”:
R.E.M. “Überlin”:
Ovenstående er en gennemgang af de albums, der har stået mig mest nær i 2011. Der er blevet lyttet til meget andet, men disse har ikke været inde omkring udvælgelsen af årets bedste albums. Enten fordi tiden ikke har været tid til at lytte nok til dem – eller også fordi de simpelthen er blevet vejet og fundet for lette. Her skal kort nævnes Kate Bush’ 50 Words For Snow, PJ Harvey’s Let England Shake, James Blake’s selvbetitlede album, St. Vincent’s Strange Mercy, The Weeknd’s House of Balloons, M83’s Hurry Up, Paul Simon’s So Beautiful Or So What, Dawes Nothing Is Wrong, Tom Wait’s Bad As Me og Destroyer’s Kaputt. Og så har jeg stort set ikke fået lyttet til gamle favoritter som Bright Eyes og Beirut, der også begge har udgivet albums i år.
2011 har i sandhed været et stort musikår. Hvis 2012 kan komme bare i nærheden af at blive ligeså godt, så er der noget stort i vente.
