Charme og fortælleglæde er stadig stærkeste våben
Norske Sondre Lerche slog igennem med det charmerende album Faces Down i 2001. Dengang var han blot 19 år. Nu – 10 år og syv albums senere – er det en mere moden, men stadig legesyg kunstner, der griber guitaren og fremfører sine folk-inspirerede lettilgængelige sange, der af og til kan minde lidt om de lettere og lysere numre fra Teitur.
Men der bliver også eksperimenteret og udforsket med arrangementer og sangskrivning hos Sondre Lerche, og det er jo gerne sådan, at når nye ting skal forsøges, så er det kun en del af det, der lykkes. Det gør sig også gældende på dette album, der dog vinder for hver gang, det får lov at snurre i CD-afspilleren.
Ofte er Sondre Lerche primært ledsaget af sin akustiske guitarer – men andre gange bliver der plads til mere energi og elektricitet, og man kan ikke som sådan udskrive en drejebog for, hvornår han lykkes bedst. Således udpeger jeg gerne den rolige og akustisk funderede ”Domino” som en af albummets bedste, mens den mere livlige og uforudsigelige ”When The River” også markerer sig stærkt med sine lidt spøjse og disonnerende anslag – koblet med store kor og en letbenet ydre tone.
Min favorit på albummet er dog – og ja, min forkærlighed for tidlige Teitur-albums skinner nok igennem her – ”Red Flag”. Den fornemme og charmerende fortælleglæde smitter helt eminent, og det samme gør den fornemme komposition, der fungerer til fulde. Dette er en sanger, sangskriver og fortæller, der elsker at fortælle sin historie, og som i tykke lag smitter sin charme og sit humør, og det gør denne sang ganske uimodståelig.
Det er ikke alt, der lykkes for Sondre Lerche, og jeg nyder dette album mest, når den charmerende historiefortæller træder i forgrunden. Men eksperimenter og livtag med lidt skævere skæringer tåler også en vis anerkendelse.