Powerpop-talent drukner i overproduktion
Britiske Young Guns er klar med bandets andet album, og Bones placerer bandet som et hårdtslående, melodisk, overproduceret band, der muligvis selv vil rubricere sig som rock, men som i mine ører snarere er powerpop. Den vældigt producerede overflade lader ikke ret mange skævheder og livtegn slippe igennem. I stedet er det en supertight produktion med vokaler og harmonier, der sidder lige så præcist og nøjagtigt, som hullerne i bandmedlemmernes cowboybukser.
Der er ingen tvivl om, at frontfigur Gustav Wood er en udmærket vokalist, og at han og resten af bandet har masser af attitude og energi. Og hvis man nyder, at den slags bliver sirligt tilrettet og sluppet løs efter en nøje planlagt manual, så vil man garanteret nyde de melodiøse sange fra Young Guns. Omvendt vil man formentlig have svært ved at finde de bandmæssige kendetegn, der får briterne til at skille sig ud fra de hundreder af andre bands, der lyder omtrent nøjagtigt ens.
Young Guns er ikke noget dårligt band, og deres sange og produktion fungerer udmærket. Men det er svært at finde frem til det, der gør bandet til mere end blot ’endnu et’, for der er ikke ret mange særlige kendetegn, der giver fornemmelsen af, at her er et band, der har noget personligt og ejendommeligt at byde på. Derfor går en stor del af talentet og de gode intentioner desværre spildt i overproduktion og påtaget energi og attitude.
