Mindre støj, flere eksperimenter, mindre melodisk fokus
The Megaphonic Thrift var skarpe konkurrenter til Serena Maneesh og Maribel på den norske støjrockscene, da de sidste år smed den fortrinlige debut Decay, Decoy. Her var et band som godt nok lugtede mistænkeligt meget af Sonic Youth rip-off, men som omvendt ikke lod gudfædrene meget efter, når det kom til skævt stemte guitar-attakationer og frådende feedback, sat i på en gang ligefremme og snørklede støjrocksange med lige dele catchiness og sprudlende eksperimentallyst. Ekskursionerne løb dog aldrig bandet af hænde og kvartetten formåede på stram og elegant vis, at lave relativt enkle sange, der alligevel var komplekse og nonkonforme i deres støjende udtryk.
På opfølgeren The Megaphonic Thrift er nordmændene gået i studiet efter 18 måneders konstant touring, med nul og niks, men med fælles ønske om at ramme en samlet plade, der spontant og med en blødere linje vil udvide rammerne og søge væk fra debutens støjbombardementer. Mission accomplished, for nyudspillet er langtfra så umiddelbart iørefaldende som Decay, Decoy. Der er skruet markant ned for støjen og selv en skæv, spacet og stenet ballade i kraft af ”I Wanted You To Know” er der blevet plads til i denne ombæring. Der er også kommet et væld af små finurlige og syrede keyboardeffekter ind overalt på albummet.
”Broken Glass/ Yellow Fingers” ligger et stykke inde på skiven og er første rigtigt gode nummer, med et vanedannende hypnotisk kraut-greb i de repetitive akkorder og monotone, men væsentligt udslagsgivende trommebeats. ”Kill, Breathe And Frown” begynder lidt kedeligt og retningsløst, men får samlet sig over tid og munder ud i en forrygende finale af et sofistikeret brag. Inden da skal vi forbi fine m/k vokaler, der virkelig klæder hinanden. Særligt Linn Frøkedal er blevet en bedre sanger siden sidst og hendes Kim Deal lignende stemme og intonation er et udpræget plus for bandet.
Man skal reelt ti numre hen på The Megaphonic Thrift før ”Swan Song” leverer en sang så elementært catchy, som det debuten sprudlede overmåde af.
Til nordmændenes ros skal lyde, at de ikke (helt så meget) er et Sonic Youth plagiat længere, men har taget en drejning hen mod et mere selvstændigt udtryk. Til gengæld giver de mere køb på de friske pågående melodier og møder lytteren med lettere syrede kompositioner, der ikke altid giver bonus, men indimellem lukker sig om sig selv og forbliver sære og uforløste. Jeg havde store forventninger efter det glimrende drive-bårne debutalbum og selvom det åbenlyse plagiat er lagt behørigt på hylden, koster det desværre på den fandenivoldske friskhed, saft og kraft og udsøgte riff-punch, den førstefødte var så rig på.
The Megaphonic Thrift er måske en grower, men den er ikke nået at vokse på mig endnu, vel at mærke efter en håndfuld afspilninger.
The Megaphonic Thrift spiller på Loppen 29. marts
