Helmet spillede med musklerne og vandt qua Meantime
Jeg har efterhånden set Helmet mange gange. Den bedste var på Roskilde festivalen i 92, hvor de lige havde smidt den geniale metal-klassiker Meantime ud til folket. Det er og bliver deres suverænt bedste album og det er både Page Hamilton og hans fans klar over, så det var med udgangspunkt i netop dét album, at lørdagens stramt galvaniserede brag, var spundet om. Som så mange andre bands for tiden, havde Helmet valgt, at fokusere på deres mest populære album gennem tiden og spille albummet i sin helhed. Det blev dog leveret med den finte, at numrene blev leveret bagfra, således at kronologien var vendt på hovedet og ”Role Model” lagde for og storfavoritten ”Meantime” sluttede.
Det gjorde såmænd ikke den store forskel, for albummets numre er tætte og relativt ensformige i deres udtryk. Den kværnende brutale lyd, der er stram som en bavians røv, er Helmets helt store force og stensikre signaturlyd. Ingen andre overgår amerikanerne når det kommer til tight synkronisitet mellem John Staniers trommer og Pete Mengedes og Page Hamiltons staccato guitarriffs. De holder sammen på bombardementerne og lægger konstant skinner ud og viser vejen fremad. Henry Bogdans solide og bastante basgange støtter op om de eksplosive tromme/guitarløb og det tilsammen gav en grundig lektion i, hvordan moderne metal skulle skæres i starthalvfemserne.
Kun Page Hamilton er tilbage fra dengang og han holder sig godt den gamle dreng, for han ser ikke en dag ældre ud efter 20 års turneren under Helmet-navnet. Rundt omkring ham på Lille Vegas scene, stod to kasketklædte lejesvende på henholdsvis bas og guitar og en trommeslager med fin pondus.
Inden bandet for alvor gik til stålet fra Meantime, skulle der lige indledes med et par nyere numre og her er det tydeligt, hvor stor kvalitativ forskel der er på Meantime og til dels Betty og så det nyere materiale fra den halvgode Aftertaste og de betydeligt ringere Size Matters, Monochrome og Seeing Eye Dog. Var aftenen dedikeret til det nyere materiale, var jeg helt sikkert ikke at finde på Lille Vegas udsolgte gulv.
Da turen nåede til ”Role Model” var begejstringen stor blandt publikum i det virvar jeg befandt mig oppe foran scenen. Selvom mange var på den anden side af trediverne, blev der ikke sparet på energien og der blev både moshet og slammet godt igennem. Page var i højt humør og ganske snakkesaglig og det bød ham godt, at blive taget så vel imod. Meantime blev – surprise, surprise – spillet igennem og det gav genlyd efter hvert nummer, da klapsalver, brøl, råb, knyttede næver og hævede horn tordnede mod projektilerne på scenen og da bandet bl.a. spillede ”Wilma´s Rainbow” som encore, var jorden gødet til en afterburner i nattelivet. Inden da havde især ”Unsung” og ”Give It” sparket så meget røv, at mange nymodens metalbands kunne lære en hel del.
En ven kommenterede, at Hamilton ikke sang godt og at vokalen var ringe. Det har han ret i, for det har Hamilton for så vidt aldrig gjort, men det fungerer alligevel glimrende, fordi han er bakket op af en perlerække af kontante hardcoremelodier og et energibundt af et band, der spiller tight og træfsikkert.
Mon ikke jeg står der alligevel, næste gang Hamilton gæster hovedstaden, ganske givet med et nyt kuld bastarder, der skal oplæres i metallens metier.
