Indiefolk fra den dybeste svenske granskov
Når svenske Laike kalder sit aktuelle album Lång Från Stadlivets Dån, så er der noget om snakken. Stemningsmæssigt befinder vi os nemlig dybest inde i en menneskeforladt mørk svensk granskov. I en bjælkehytte uden elektricitet eller kontakt til omverdenen.
Sådan lyder det i hvert fald, når de relativt stort orkestrerede indienumre sendes afsted med akustiske guitarer, fløjter, uproducerede trommer osv. Det er charmerende og lunt at lytte til, men det er også en tand for rodet. Et rod som dette kan accepteres og nydes , hvis melodierne og vokalen er på niveau med genremestrene Belle & Sebastian – men hvis vokalen af og til er på nippet til at køre ud over kanten af nodestregerne, og hvis kun de færreste af melodierne kan bære den nøgne stemning, så bliver det lidt langvarigt at komme igennem et helt album.
Det er særligt ærgerligt, når man tænker på det høje niveau, der leveres på det bedste af numrene. ”Modeslavarnas Marsch”, der åbner albummet, er stort og flot orkestreret med fløjter og smuk melodi, omend vokalen også her er på kanten af renheden. ”Ensamhetens Borg” er fingerspillet akustisk guitar med en lille og behagelig – omend trist – melodi, der virker glimrende. Og så eksploderer albummet i spilleglæde på ”Du är mer än vad jag ser” med powerfulde trommer, hidsig violin og en fantastisk smittende stemning.
Det kræver sin mand, kvinde, vokal og melodifornemmelse at skabe en svensk pendant til Belle & Sebastian. Nogle af pilene peger i den rigtige retning for Laike, men afgørende momenter slår fejl og betyder, at den magiske fornemmelse kun sniger sig tæt på lytteren i ganske få tilfælde.
