Uskarpe indiedebutanter skaber løfter for fremtiden
Britiske Jonquil debuterer med albummet Point of Go, der er en slags moderne nostalgi, der både trækker på 80’ernes new romantics, indiepop, lette beats, sommeragtige guitarfigurer og afrikansk inspirerede trommer.
Albummets største svaghed er, at for mange af numrene virker meget ens, og her er det som om, at den lette produktion har været vigtigere for bandet end at skabe mindeværdige musikalske øjeblikke.
Efter en sløv start på albummet kommer der lidt at spidse øret efter på tredje nummer, ”It’s My Part”, hvor det monotone lydbillede brydes af små afrikaner trommer og fjerlette guitarfigurer, der virker som små sommeragtige vindstrejf. ”Run” er langt mere pågående og effektiv i sin melodi, mens tempoet også er skruet væsentligt op her, og det er godt for Jonquil, der ellers ofte sidder fast i et lidt for astadigt og langtrukkent tempo som på den ellers potentielt stærke ”This Innocent”.
Min ubetingede favorit er dog ”This Cold”, der netop bringer alt det bedste fra de mange inspirationskilder og samler det til noget, der minder om et ganske særligt Jonquil-udtryk. Tilmed er melodien glimrende, arrangementet bygget op om flere små variationer af samme simple tema, og dette nummer kan sagtens være et alternativt indie-summer-hit.
Jonquil debuterer med et album, der viser et klart potentiale, men som også viser en ligeså klar mangel på alsidighed i repertoire og idérigdom. Derfor bliver debutalbummet en lidt langstrakt, uskarp og kønsløs affære, omend der er øjeblikke af sprudlende, kildrende sommer-mavefornemmelser undervejs.
