The Jezabels: Prisoner

The Jezabels kræver sin tid på dette album, der i høj grad lever på en stærk vokal og en række fornemme stemninger og opbygninger. Men er tålmodigheden lang nok til, at de enkelte numre får lov at folde sig helt ud, så er der masser af gode sager at hente.

Storladen 80’er-inspireret stemnings-indie

Australske The Jezabels spiller drømmende og storladen pop/rock, der har sine helt klare rødder i 80’ernes store kvindeorkestre, og både Kate Bush, Blondie og flere andre kan nævnes på den liste af navne, som jeg bliver mindet om, når jeg hører Hayley Mary stille sig i forgrunden for de voluminøse sange og produktioner, som The Jezabels står for.

Der er imidlertid stor forskel på, hvor stærkt og klart de enkelte numre fremstår. Til tider er melodierne ikke stærke nok til at bære de store stemninger, arrangementer og lydbilleder, og her er det som om, at Hayley Mary bakser rundt med sin fantastiske vokal i sange, der nærmest virker som blindgyder for alt det, der trænger sig på for at komme ud af hendes strube.

Andre gange ender numrene i de helt store forløsninger, som for eksempel på den smukt opbyggede ”Long Highway” og den fremragende ”Rosebud”, hvor band, stemninger og vokalrepertoire får plads til at folde sig ud i fuldt flor – bakket op af stor rumklang, den store dybe bund af guitarer, let synth og generel lyd af de store 80’ere.

Der forsøges også med andre lydbilleder, som f.eks. på ”Nobody, Nowhere” med nærmest metal-tyngde i guitarerne, men ellers er det generelle lydbillede det storladne og drømmende, som virker som en stor mængde varm luft i de passager – særligt på anden halvdel af albummet – hvor de enkelte numre står svagest.

Enkelte af de numre, som falder igennem i de første gennemlytninger af dette album, rejser sig efterhånden og sniger sig stille og roligt ind i bevidstheden – som for eksempel ”City Girl”, og det betyder, at jeg sidder med en fornemmelse af, at dette album er rigtig lang tid om at åbne sig helt op. Det er ikke alle numrene, der synes at rumme lige højt potentiale, men flere steder belønner tålmodigheden sig.

The Jezabels kræver sin tid på dette album, der i høj grad lever på en stærk vokal og en række fornemme stemninger og opbygninger. Men er tålmodigheden lang nok til, at de enkelte numre får lov at folde sig helt ud, så er der masser af gode sager at hente hos den australske indiegruppe med de klare 80’er inspirationer.

Written By
More from Morten Wamsler
Grand Avenue: Place To Fall
Jeg har altid anerkendt Grand Avenue, men på ingen af de tre...
Read More
0 replies on “The Jezabels: Prisoner”