Lad og ligegyldig aften i selskab med fortidig storhed
Efter finske Swallow The Sun havde ledt os rundt i en god håndfuld sange – primært fra den episke Emerald Forest And The Blackbird – under et tre kvarters langt, sejtrækkende og ganske gedigent sæt, var tiden kommet til Paradise Lost. Det er efterhånden 22 år siden bandet smed deres doom/death debut Lost Paradise og efter en svingende karriere med en del stilskift af mere eller mindre heldig genrependulering, dannede Lille Vega rammen om en koncert på deres Tragic Idol tour. Det var nu ikke udelukkende den skive bandet tog udgangspunkt i denne mandag aften, og heldigt for det, for selvom netop det album er en glimrende tilbagevenden til fortidens meritter, er der altså masser af gods spredt i deres efterhånden omfattende diskografi. Helt præcist numre fra ni album fordeltes på den alt for korte koncert. Når man har så meget materiale at plukke fra, er 55 min. reel koncert altså for lidt at byde folk. Godt nok kastede de fire ekstranumre efter de mange fans – stedet var fyldt – men det ender på små 70 min og det er sølle med tanke på mere end tyve års karriere. Når den korte koncert så tilmed præsenteredes som et habilt, men også ferskt rutineret arbejdsdont – just another day at the office – bliver det sgu for pauvert.
Paradise Lost er ellers mestre i at implementere store og stærkt iørefaldende ørehængere i deres gotiske metal med en snert af doom, hvilket mesterværker som Icon og Draconian Times til stadighed vidner om. Igennem årene er der landet en del svipsere fra englændernes hånd, særligt deres flirten med Depeche Mode i sluthalvfemserne på One Second, Host og Believe In Nothing var i min optik en eklatant fejl. Netop deres pendulering mellem gotisk doom og synthpop gør en koncert med Halifaxgruppen til en underlig blandet affære, som det ene øjeblik sparker tung skånselsløs røv, for det næste at gå sing-a-long-pop i bedste 80´er synthpop stil. Skizofrenien blev også evident denne aften, der gik fra rigtigt gode øjeblikke med hovedet nikkende frem og tilbage som en døsig tumling, til en fornemmelse af at være mødt op til den forkerte koncert ved andre.
Bandets blandede profil var egentlig meget godt visuelt fremvist, for på scenen står guitarist Greg Mackintosh klædt i camouflagebukser, alenlangt sort hår der når ned til hans bagdel, tuscher og stereotyp heavyattitude, side om side med Nick Holmes, der er klædt i sorte jakkesætsbukser, stilren moderne sort skjorte og kortklippet kruset lyst hår, mens han halvhjertet forsøger at opildne publikum med knytnæver løftet i vejret og hey hey råb.
Koncerten åbnede med ”Desolate” helt tilbage fra 1991´s Gothic og bandet forsøger da også at vende tilbage til rødderne på de seneste plader. Lyden var ikke i top, men omvendt heller ikke ringe. ”Widow” fra Icon overtager og her undrer jeg mig over, hvorfor netop det anonyme nummer fra storværket er valgt, især når det bliver det eneste fra den skive. Senere rundes Draconian Times med det mægtige ”Forever Failure” og det høster aftenens største bifald. Det bliver desværre eneste indslag fra milepælen og hovedværket og målt på publikums tilfredshed med netop dét nummer, burde bandet have plukket et par stykker mere fra det mesterlige album. På nær én af de efterhånden mange gange jeg har set Paradise Lost live, har de ”As I Die” med på sætlisten og den er vel noget nær en signaturssang for bandet, en uomgængelig sang der bør være til et PL-gig, men måske det tabte paradis skal genoverveje hvorvidt den skal droppes, for Nick Holmes åbner sangen med ordene: ”sing a long folks – I´m sick of it!”. Fair nok at bandet ikke gider spille deres 20 år gamle nummer, men så lad det dog hvile i stedet for at smide sådan en svada ud til publikum – det er sgu dårlig stil drenge!
”The Enemy” fra In Requiem lukker det reelle sæt og det bliver sammen med ”Praise Lamented Shade” fra samme skive de bedste numre på denne aften i selskab med et velspillende, men også lettere ugideligt band, hvor især Nick Holmes har travlt med at komme af scenen så hurtigt, at du dårligt kan se hans røv for fodsåler, inden han er backstage igen.
”One Second” starter de fire encores, der vanen tro lukkes med den overvurderede poprocker ”Say Just Words” og så er den potte ude.
Paradise Lost spillede gedigent og fejlfrit, men også helt uden nerve, engagement og personlighed og efterlod mig med følelsen af, at touren skal køres igennem, så der falder mønt på bandmedlemmernes respektive konti!
Øv, og en sikker ommer til de glimrende sangsnedkere, der må levere en væsentlig bedre koncert næste gang de besøger København – i hvert fald hvis jeg fortsat skal møde op.
