Juncker hæver overliggeren med fremragende firer
Den danske sanger og sangskriver Juncker træder for alvor ind i de voksnes rækker med albummet Noia Noia. Jeg har i allerhøjeste grad nydt de hidtidige soloalbums fra Juncker, der kun er blevet bedre og bedre, og hans seneste album p.t. står for mig som et af de bedste dansksprogede albums længe. Derfor var det også med en stor rynke i panden, at jeg hørte Noia Noia første gang. Lyden er blevet mere kølig og med et lille 80’er-elektronisk præg over voksenlivets dunkle melankoli. Det er ikke sortsyn – men det er tænksomt på den voksne måde, og det er reflekterende over alt det, der udfordrer og pirrer hverdagsangsten.
Produktionsmæssigt er vi langt væk fra den akustiske guitar, der bar store dele af p.t., og i stedet er vi næsten ovre i en lyd, der vækker minder om 80’erne – og for den sags skyld om 90’ernes udgivelser fra danske helte som Love Shop og Grabowski. Og selvom Juncker slet ikke har den samme excentriske vokal og personlighed som Jens Unmack, så formår han at levere sangene med en ligeså stor overbevisning – blot i form af en ekstrem autencitet, tilstedeværelse og ærlighed.
Efter adskillige gennemlytninger er panderynken blevet glattet ud, og jeg nyder Noia Noia i fulde drag. Enkelte numre kræver stor tålmodighed, før de folder sig ud i fuldt flor, mens andre sidder i skabet første gang. Det er de mest afdæmpede numre, der passer mig bedst, men selvom den angstmættede ”Det Rene Ingenting” går rent ind, så kan jeg godt lade mig rive med af ”Kun I Form I Uniform”.
Selvom den tidligere Juncker-lyd er nemmest genkendelig på den eminente ”Lige Lovlig Tæt På Brønderslev”, så tager jeg gerne med på nye afstikkere i Junckers univers på førstesinglen ”Når Månen Samler Støv”. Og den diskret elektronificerede ”Så Længe Vi Er Her” betaler efterhånden gavmildt tilbage på tålmodigheden, mens der sniger sig en næsten Peter H. Olesen-agtig charmerende krukkethed ind på ”Hvis Det Regner”.
Junckers udvikling er ganske bemærkelsesværdig, og dette album, som er hans fjerde, følger fornemt op og slutter nærmest en fjerde del til den ellers afsluttede trilogi. Den startede med det ungdommeligt kække på Snork City og fortsatte over det ungdommeligt frække på Det Sorthvide Hotel. Herefter fulgte det voksent eftertænksomme p.t., mens Noia Noia lægger nye dimensioner til Junckers repertoire i både musik, produktion, tekst og kvalitet.
