Punk´n´roll jubilarer er still going strong
Selvom President Fetch har haft sit larmende virke i 25 år, er der ingen metaltræthed at spore på Stamina. Tværtimod er kvintetten i stødet og der er ikke skyggen af blodfattige sange fra de gamle drenge. Den punk´n´rollede signaturlyd er still going strong hos veteranerne, der kaster om sig med skærende skalpeller af guitarriffs og hjertestopfremkaldende energi. Synergien mellem Per Eriksens og Jens Hesselholdts stålsatte guitarhug, Anderz Nielsens både southern-stenede og topspændte punkbas og Carsten Wests tæsketighte trommer er i top på albummet. Når instrumenterne veksler hinanden og går all in på Staminas elleve knaldperler, er der sgu inte mange der kan matche dem. Erfaring og engagement er sandsynligvis opskriften sammen med en solid dosis humor og god fornemmelse for det iørefaldende omkvæd.
Inertien er alfa omega under den generøse malmstrøm af distortede guitarer, der næsten uden undtagelse dirrer af spænding og spilleglæde. Arvegodset til The Stooges og momenter af AC/DC er denne gang tilføjet en tyngde og feel, der giver et snit af sydstatsmetal. Lyt bare til albummets udgangsknald og allerbedste skæring, den nederdrægtigt fede ”Six Million Knives”, der pudsigt nok har indfundet sig som rosinen i rock-enden. Her spøger AC/DC i udgangspunktet – eller måske ligefrem vores egne DAD, dengang de havde noget at byde på – men nummeret tager undervejs en uventet drejning, slår et svirp med halen og introducerer bl.a. med en svedig mundharmonika, der lige får sendt et nik af sted til den sumpede sydstatsrock og det hele ender i en svampet jamlignende finale – den havde jeg ikke lige set komme.
Stamina er komplet oldschool og tæskegodt i al sin ”gal i låget” filosofi. Stringent, muskuløst og med testosteronet væltende ud af alle ender i skøn forening med en smittende no bullshit overbevisning – prisværdigt når man har slået sine folder sammen i mere end et kvart århundrede. Der er smil på læben lige bag den tænderskærende energi og President Fetch lader heldigvis ikke til at tage sig selv synderlig alvorligt.
Nogle vil indvende, at præsidenterne er for karrige på variationskontoen, men det er slet ikke meningen. Det handler om virilitet og punch uden de store dikkedarer, og kan man lide sin rock skåret klassisk og til benet, vil Stamina være sagen. Der er smæk for skillingen i produktionen og især bas og trommer kører et tight og indforstået parløb, mens guitarerne med rette indspark duellerer mellem kontante riffhug og cool solosekvenser. Det gør sig gældende på den helt igennem nossesparkende ”Tar Of Nis” og ”La Boca Flaneur”, men egentlig kunne samtlige sange nævnes i den ombæring. Hvorvidt Morten K. Nielsen vokal er god er en smagssag. Personligt finder jeg den fint i tråd med bandets lyd og udtryk.
”We Are Serving Compromises” er tonsepumpende 1-2-3 –rock, der faktisk formår at få en adrenalinsparkende mavepuster til at swinge i al sin musikalske iver. På ”Holy Shit” rammer Nielsens vokal, en rablende slingrende kurs, som havde han fået et skud Butthole Surfers intravenøst, mens ”Broomman” og det løjerligt betitlede ”Making Friends With Ben Bridwell” – tag den Band Of Horses – med indfald af uh uh kor og strøgne vaskebræt, minder om de hedengangne svenskere i Sator med med knivskarpe projektiler af lyd pakket ind i iørefaldende melodier. Sator fejrer i parentes bemærket også 25 års jubilæum i år.
Engagement, power og stålsathed mod den opgave der skal skæres, tilsammen med et ubønhørligt drive, gør President Fetch til en ren vinder. Tillykke med 25-års jubilæet gutter og gid i fortsat må kaste mere headcrushing musik ud, så kommende generationers grønskollinger kan lære et og andet.
Pure balls!