Medrivende og overbevisende eksperimenter
Leeds-kvartetten Alt-J debuterer med en aldeles overbevisende udgivelse, der rummer eksperimenterende pop med både psykedeliske elementer, elektroniske tilsnigelser og folk-inspiration tilbage til de knastørre rødder.
Jeg bliver altid lidt skeptisk når bands betegner sig selv som eksperimenterende, for det dækker ofte over, at de finder på usammenhængende idéer og i bestræbelserne på at finde en rød tråd i roderierne, så kan man altid kalde det ’eksperimenterende indie’, for så har man givet sig selv lov til hvad som helst.
Men når det gælder Alt-J, så er det så gennemarbejdet og vel udført, at jeg er revet med fra start til slut. Joe Newman er i front for bandet og med sin forvrængede vokal bliver de overraskende og inciterende melodier sluppet afsted i stærkt varieret tempo og i arrangementer, der til tider kan betegnes som elektroniske, andre gange eksotiske, nogle gange er det hip-hop-beats og andre gange urgamle folk-traditioner. Det hele fremført med et skævt og skørt smil i mundvigen og med en charme og en overbevisende attitude, der på samme tid er overlegen og helt nede på jorden.
Det er egentlig svært at komme en beskrivelse af dette album helt nær. Det er eksperimenterende, det er melodisk, det er eksplosivt – og det er slet ikke til at høre, at vi her har at gøre med en kvartet, for lyden antyder, at der kunne være ti gange så mange involverede.
Hvis du er til eksperimenterende pop/rock/folk/indie – og har lyst til en ordentlig svingtur i genrer, stemninger og tempi, så slå et smut forbi Alt-J, der har begået et af årets hidtil mest bemærkelsesværdige og medrivende albums.
