Let’s get Tuff
Det er ikke meget, man kan opstøve på nettet om denne balstyrige rockknægt fra United Bluff, som netop har udgivet sit andet album på Sub Pop. Det første album Was Dead fra 2008 udkom et eller andet sted og lever i dag sit eget liv på Ebay og er ikke sådan lige at få fingre i. Der er med andre ord tale om rendyrket undergrund her. Der er vistnok tale om en trio, hvor frontmand, sanger og guitarist er King Tuff himself, bakket op af et par støvede landevejsrøvere på bas og trommer. Alt sammen gemt inde bag langt hår, støvede solbriller og en uregerlig attitude, der bedst kommer til udtryk gennem albummets 12 skramlede garagerocknumre, der trækker på veksler fra lige dele Marc Bolan, Dinosaur Jr., tilsat en tredjedel fandenivoldsk tilgang til musikken.
Ved første gennemlytning virker numrene underligt rodede og uden faste holdepunkter; en gennemgående tyggegummignaskende og larmende omgang poprock, der ikke rigtig ’rammer’ antennen. Men jo mere man krænger sig ind i King Tuffs faktisk ganske velproducerede, støvede drengerøvsrock, opdager man gradvist en masse overbevisende kvaliteter i form af både velklingende popmelodier med elegante refræns samt en vrængende, nærmest anarkistisk indpakning, der minder om førnævnte Marc Bolan i en tequilabrandert med rester af ormen siddende i mundvigen.
Der er både groovy guitarstøjende øvelokalerock a la Dinosaur, når de er mest løse i kanten, og skrabede popmelodier, solidt forankret med en halvfjerdserstemning, der oser af Beach Boys on acid, og en god del af den rock, der blomstrede i fuld flor i kølvandet på hele grungerockens indtog i starten af halvfemserne. Som jo i øvrigt oprindeligt blev katalyseret i høj grad af det mindre, selvstændige og på den tid aldeles ukendte pladeselskab fra Seattle ved navn Sub Pop.
På den måde kan man sige, at King Tuff samler trådene med et fast blik bagud til nogle af de store koryfæer. Undergrund er det i hvert fald, og måske hører vi aldrig fra King Tuff igen, men det var sjovt så længe det varede.